Norwegian kan spare milliarder på lavere oliepris

Før den seneste tids olieprisfald har der ifølge avisen Dagens Næringsliv været spekuleret i, om Norwegian kunne blive tvunget til at hente kapital gennem en emission, fordi en stigende oliepris havde gjort det dyrere at drive forretning for luftfartsselskabet. HANS OLAV NYBORG

Den seneste tids fald i olieprisen kan ende med at blive rigtig gunstig for økonomien i det norske luftfartsselskab Norwegian.

Avisen Dagens Næringsliv skriver, at olieprisfaldet kan give årlige besparelser på i omegnen af 2,7 mia. norske kr. - eller 2,3 mia. danske kr. - selv når der fraregnes de negative effekter af en svagere norsk krone over for amerikanske dollar.

»Det er selvfølgelig positivt, at olieprisen falder,« siger strateg Peter Hermanrud fra Sparebank 1 Markets, som følger luftfartsbranchen tæt, til Dagens Næringsliv.

Fra at der i starten af oktober skulle betales omkring 86 dollar for en tønde af den europæiske referenceolie, brent, skal der i dag lægges godt og vel 61 dollar. Det vil sige, at prisen er faldet cirka 30 pct. på lidt under to måneder.

Hos Norwegian anerkendes det økonomisk positive ved, at olieprisen er faldet en del inden for den seneste tid.

»Faldet i olieprisen er godt nyt for alle flyselskaber, os selv inkluderet,« siger kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian til Dagens Nærlingsliv.

Før den seneste tids olieprisfald har der ifølge avisen været spekuleret i, om Norwegian kunne blive tvunget til at hente kapital gennem en emission, fordi en stigende oliepris havde gjort det dyrere at drive forretning for luftfartsselskabet.

Over for Dagens Næringsliv ønsker Norwegian ikke at sige, om den faldende oliepris har gjort en emission mindre sandsynlig.

Uanset kan der ikke sås tvivl om, at den faldende oliepris har gjort godt for økonomien i Norwegian, vurderer Preben Rasch-Olsen, der er analytiker i Carnegie.

»Billigere brændstof vil utvivlsomt hjælpe Norwegian økonomisk set, fordi selskabet uanset balancerer ganske tæt på mindstekravet til egenkapitalen her til vinter,« siger han.

Dagens Næringsliv skriver også, at den skandinaviske konkurrent SAS vil nyde godt af den billigere oliepris. Selskabet har dog ikke ønsket at udtale sig op til næste uges regnskabsoffentliggørelse.