Norwegian ikke bekymret over Boeing-brand

Trods problemerne med flytypen har Norwegian ikke hørt noget fra Boeing om, at det skulle påvirke leverancerne, og en talsmand fra selskabet kalder det "business as usual".

Boeings storsatsning, 787 Dreamliner-flyet, har den seneste tid haft problemer med blandt andre en batteribrand mandag på et Japan Airlines-fly, en brændstoflækage tirsdag på et andet fly og senest bremseproblemer onsdag. Norwegian regner dog ikke med, at problemerne med flyet vil have betydning for lavprisselskabets kommende leverancer af flytypen. Det skriver Wall Street Journal.

Norwegian forventer at modtage sine første otte Dreamliner-fly i april, mens yderligere to vil blive modtaget i juni og november. Trods problemerne med flytypen har Norwegian ikke hørt noget fra Boeing om, at det skulle påvirke leverancerne, og en talsmand fra selskabet kalder det "business as usual".

Heller ikke selskabets administrerende direktør, Bjørn Kos, er bekymret for, at denne uges uheld vil få betydning for selskabets drift.

- Hvis det havde været et Boeing 737-fly, ville det ikke engang have været i medierne, siger Bjørn Kos om branden til Wall Street Journal.

Lavprisselskabet åbner efter planen sin første langdistancerute til New York 30. maj, mens man i juni indleder flyvninger til Bangkok.