Norwegian flyver med flere passagerer i udfordrende marked

Trods stor konkurrence er det lykkedes Norwegian at flyve med flere passagerer i august sammenlignet med den tilsvarende måned året før.

Foto: JOHAN NILSSON

I alt valgte knap 3,3 mio. passagerer at flyve med selskabet i august, hvilket er en stigning på 14 pct. fra samme periode sidste år. Væksten er størst på langdistanceruterne og i Spanien.

Belægningen steg med 1,4 pct.point til 91 pct., mens den totale trafikvækst (RPK) steg med 26 pct., og kapacitetsvæksten (ASK) steg med 24 pct.

- Vi er rigtig tilfredse med, at stadig flere passagerer vælger Norwegian, når de skal ud at rejse, og at vores trofaste rejsende fortsætter med at vælge os.

- Vi oplever stabil, god efterspørgsel i etablerede markeder i Skandinavien, mens den største vækst kommer på langdistanceruterne og i Spanien.

- Global vækst er vigtig for at styrke konkurrenceevnen i et udfordrende marked med stærk konkurrence, men også for at bidrage til øget værdiskabelse i alle markeder, vi har virksomhed, siger koncernchef Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Norwegian gennemførte 99,7 pct. af de planlagte flyvninger i august, og punktligheden var på 76,8 pct.

Norwegians flådefornyelse fortsatte i august med leverance af to Boeing 787-9 Dreamlinere og én Boeing 737 MAX.