Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den elleve dage lange konflikt i Norwegian er slut, efter det lykkedes de to parter at nå en aftale tirsdag aften. Flyene er derfor ved at komme på vingerne igen, men onsdag vil trafikken endnu ikke forløbe som normal.
Norwegian har aflyst 17 afgange til og fra København Lufthavn onsdag. Det drejer sig om en afgang til Oslo, tre til Aalborg og tre til Stockholm samt fem ankomster fra Aalborg, tre fra Stockholm, en fra Oslo og en fra Helsinki, oplyser informationschef i Norwegian Johan Bisgaard.
På de samme ruter vil ti fly ankomme til København efter planen, mens tolv fly vil fragte passagerer til de skandinaviske hovedstæder som planlagt - dog med en enkelt forsinkelse på en aftenrute til Stockholm.
»Efter vi fandt en løsning i går, har vi arbejdet hårdt på at få optimeret vores program til dagen i dag. Der vil afgå flere afgange mellem de skandinaviske hovedstæder, der har været hårdest ramt i løbet af strejken,« forklarer informationschefen og opfordrer alle passagerer til at holde sig orienteret på Norwegians hjemmeside.
Flyselskabet vil ligeledes gennemføre sin daglige tur frem og tilbage mellem Oslo og Billund onsdag eftermiddag. Flytrafikken mellem København og Karup har ikke været berørt af strejken, da ruten opereres af Danish Air Transport for Norwegian.
I alt vil 38 af selskabets fly onsdag afgå fra København som planlagt, og 34 fly vil lande helt som normalt.