Norske rigmænd i eksil håber på smæk ved lokalvalg

En lang række af Norges rigeste mænd og kvinder har skiftet adresse til Schweiz i protest mod stadig højere skatter. Nu håber de, at mandagens lokalvalg i Norge vil feje nye stramninger af vejen.

De dybe, norske fjorde er skiftet ud med et andet bjerglandskab længere mod syd i Europa. En lang række af de rigeste mænd og kvinder i Norge har fundet ny hjemadresse i Schweiz i protest mod de stigende skatter. Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix

Omkring 65 norske rigmænd har gennem det seneste år forladt hjemlandet Norge for at flytte til Schweiz i protest mod de stigende skatter, som rammer dem. Nu håber de, at lokalvalgene i Norge mandag vil give den norske regering noget at tænke over.

De 65 mønstrer tilsammen ifølge avisen Dagens Næringsliv en formue på hen ved 47 milliarder norske kroner (30,7 milliarder danske), og deres flugt fra det ene bjergrige land til det andet er ikke gået ubemærket hen.