Norwegian har udvidet selskabets aktiekapital og har hentet tre mia. kr. hjem i frisk kapital efter et skuffende 2018 med milliardunderskud.
Antallet af aktier i Norwegian tredobles gennem udstedelsen af de nye aktier, og der er derfor store ændringer på listen over flyselskabets 30 største aktionærer. Det skriver norske Dagens Næringsliv.
Blandt de nye, store norske investorer på listen figurerer milliardæren Øystein Stray Spetalen og hans selskab Tycoon Industrier, der nu skriver sig ind som Norwegians 19.-største aktionær.
Længere oppe på listen debuterer investor Arne Blystad. Hans firma Songa Trading placerer sig på en niendeplads over selskabets største aktionærer.
På trods af Arne Blystads høje placering må han se sig slået af en anden ny aktionær på listen – nemlig ejendomsinvestor Kim Erla og hans selskab City Aksjeinvest. Han bliver Norwegians sjettestørste aktionær med 2,34 pct.
Men på den nye liste over Norwegians største aktionærer mangler et påfaldende navn. Det er skibsreder John Fredriksen.
Han er blandt andet hovedejer af olieboringsselskabet Seadrill og har længe ligget i toppen over Norges rigeste mænd med en formue på knap 90 mia. kr.
Det var forventet, at John Fredriksen ville investere i Norwegians nye aktier, da han udtrykte garanti for, at han ville købe dem, hvis de ikke blev afsat til andre. Men aktierne blev udstedt så billigt, at det aldrig blev en realitet, og John Fredriksen måtte altså overraskende stå tomhændet tilbage.
John Fredriksen modtog dog et honorar for at garantere opkøb, hvis det blev nødvendigt. Ifølge Dagens Næringsliv lå honoraret på 12 mio. kr.
Norwegians største aktionær er HBK Holding, som Bjørn Kjos – stifter og topchef i Norwegian – og hans familie ejer størstedelen af. HBK Holding sidder på 15,74 pct. af aktierne.