Norske avishuse i kamp på størrelsen

En kontroversiel godkendelse af Schibsteds opkøb og sammenlægning af en række førende regionalaviser har sendt opbrudsbølger gennem et ellers fasttømret norsk avismarked. De øvrige aktører lægger ikke skjul på deres ambitioner om at skabe en modvægt til Schibsteds nye stærke selskab, Media Norge. Forleden løb der et milliardbud ind på britiske Mecoms norske forretning, Edda Media.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De sender varme blikke til hinanden på det norske avismarked for tiden.

Efter en kontroversiel godkendelse af Schibsteds nye stærke kort, Media Norge, har de andre dominerende spillere kastet deres kærlighed på hinanden. De vil være større, så de kan hamle op med den nye udfordrer.

Et vanskeligt spil om mil­liarder, følelser og en restriktiv norsk medielovgivning, der kulminerede forleden med et konkret milliardbud på britiske Mecoms norske forretning, Edda Media.

Kontrollerer en tredjedel
Efter mere end to års tovtrækkeri fik Schibsted for nylig lov til at lægge de store regionalaviser Aftenposten, Bergens Tidende, Fædrelandsvennen og Stavanger Aftenblad sammen i et fælles selskab, Media Norge.

Schibsted kommer til at eje 50,1 procent af aktierne i Media Norge, der efter planen skal børsnoteres til efteråret. Det betyder samtidig, at Schibsted får kontrol med en tredjedel af det norske marked. Det har fået de øvrige aktører op på mærkerne. Mens A-Pressen sidder på 18-19 procent af avismarkedet, har Edda Media en markedsandel på 12-13 procent, og Berner Gruppen, der primært består af Dagbladet, sidder på cirka fem procent af markedet.

Ikke mindst Edda Media ser ud til at kunne få en central rolle i den konsolidering, der ifølge de store spillere på markedet er en nødvendighed.

Strukturændringer
»Der er ingen tvivl om, at etableringen af Media Norge vil føre til strukturændringer blandt de øvrige aktører, der gerne vil danne en modvægt. Det norske mediemarked er ikke færdigt rent strukturelt, selvom Media Norge er dannet. Der er stor chance for, at Edda Media bliver solgt en gang til,« siger Svein-Thore Gran, der som direktør og chefredaktør for erhvervs­sitet Dn.no følger udviklingen tæt.

Edda Media var ligesom Berlingske Media en del af Orkla Media, indtil Mecom i 2006 købte af Orklas medie­division og skilte den ud i et selvstændigt selskab.

Flere interesserede køber har meldt deres interesse for Edda Media, og forleden indløb der et konkret bud på selskabet. Et bud, der ifølge Financial Times lyder på 3,5 milliarder danske kr. og som ifølge Berlingske Business’ oplysninger ikke kommer fra A-Pressen.

Dermed tyder meget på, at det er Berner Gruppen, der har budt på Edda Media.

»Er Edda Media til salg? Dette bliver bare spekulationer. Jeg kan ikke kommentere på det, men vi var interesseret i selskabet sidste gang, det var til salg,« sagde Tore Stangebye, koncernchef i Berner Gruppen, forleden til Dagens Næringsliv.

Også telefonoplysningstjenesten Oplysningen har været nævnt i norske medier som en ny aktør på avismarkedet, efter at man har ansat den garvede mediechef Stig Eide Sivertsen.

»Det mest interessante er, hvad der kommer til at ske med Berger Gruppen og Oplysningen som en ny aktør på markedet,« siger Hans Hjellemo, chefredaktør på medietidsskriftet Kampagne. Han tvivler nemlig på, at A-pressen får lov til at købe Edda Media på grund af den restriktive norske lovgivning om medieejerskab.

»Hvis de gør, bliver de i hvert fald nødt til at sælge andre ting fra. Ellers er det utænkeligt,« siger han.

Spørgsmålet er også, om Mecom vil sælge. Indtil videre har medieselskabets strategi primært været opkøb, men et markant fald i aktiekursen på børsen i London har sat gang i spekulationerne om, hvorvidt den strategi er under forandring.

Mecom-kursen stiger
Indtil videre er der dog ikke noget, der tyder på, at Mecom vil sælge Edda Media medmindre prisen skrues markant i vejret. I mellemtiden kan Mecom-chef David Montgomery notere sig, at spekulationerne om et muligt salg de seneste to handelsdage har givet et tiltrængt løft i aktiekursen. Mecom har ikke bekræftet, at man har modtaget et bud på Edda Media.

Ifølge Hans Hjellemo vil et salg af Edda Media dog give god mening.

»Edda medier består primært af mindre aviser. Da Orkla medier blev solgt i 2006, var en af begrundelserne, at man ikke havde muskelkraft nok til at udvikle positionen på det digitale område for de mange mindre medier, som virksomheden består af. Og spørgsmålet er, om man har det i Mecom. Det er logisk, at der er en konsolidering på vej på det norske avismarked, og det er udelukkende begrundet i behovet for kundskab og kapital til digital udvikling,« forklarer Hans Hjellemo

Edda Media og A-Pressen har indledt samarbejde på både tryk og distribution og Edda-topchef Jan M. Moberg lægger ikke skjul på, at han mener, at det er nødvendigt med yderligere samarbejde, hvis man skal hamle op med Media Norge.

Samtidig mener de to parter, at medieloven skal revurderes efter godkendelsen af Media Norge. En godkendelse, der var en underkendelse af det norske medietilsyns afgørelse og et stort nederlag for den norske kulturminister.