Norsk skandaleaktie snubler igen og risikerer konkurs

Endnu en gang er der dårligt nyt til aktionærerne i Renonorden.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR / Nordnet

Det norske skraldeselskab, der ifølge sin hjemmeside indsamler skrald for 35 danske kommuner, måtte sent onsdag nedjustere endnu en gang.

Det er langt fra første gang, at Renonorden har måttet skrue ned for driftsprognosen, og aktien er faldet fra en kurs på over 200 norske kr. i 2015 til 3,98 norske kr. onsdag, men denne gang var der endnu mere dårligt nyt.

Nu er det nemlig også meget sandsynligt, at selskabets gæld er vokset så stor i forhold til indtjeningen, at selskabet ikke overholder sine lånekrav ved udgangen af juni. Desuden er der lagt op til nedskrivninger af den 642 mio. norske kr. store goodwill, der er bogført i seneste regnskab.

»I et forsøg på at finde en løsning på den udfordrende finansielle situation har Renonorden indledt samtaler med sine långivere, og selskabet vil også invitere udvalgte norske kunder til diskussioner.«

Men ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, er det ikke sandsynligt med en ny redning for skraldeselskabet, efter at det så sent som i januar i år hentede ny kapital.

»Det tegner til at blive en umulig opgave at finde ny aktiekapital. Renonorden blev solgt og børsnoteret af fonde i december 2014 med hjælp fra Carnegie, DNB og Danske Bank. Det var også Carnegie, som hjalp med at tilføre ny kapital i januar og investorerne kan ikke have fået et andet indtryk, end at der nu var ryddet helt op,« skriver Per Hansen i en kommentar.

»Renonorden skal have tilført ny kapital, men ingen vil gøre det,« opsummerer investeringsøkonomen.

Nedturen for Renonorden kan dermed ende med et kollaps, som vil betyde tabte penge for investorer og banker samt større udgifter til skraldehentning for borgerne i mange kommuner.

»Set udefra virker det som om, der ikke har været ført tilsyn med selskabet. At direktionen har været fraværende, og at bestyrelsen ikke udført sine opgaver,« vurderer Per Hansen, som kalder Renonorden for »en aktie-, investerings- og erhvervsmæssig skandale«.

Renonordens største investorer tæller ifølge Bloombergs data SJ Investments med 14,7 pct., Danske Bank med 6,6 pct., Nordea med 1,8 pct. og de private aktionærer i Nordnet, Avanza Bank og Saxo Privatbank, der til sammen sidder på mere end 11 pct. af selskabet.