Norsk milliardær stjæler alle bestsellerforfatterne

Kendt norsk hotelmilliardær vil revolutionere forlagsbranchen - går sammen med kendte norske forlagsfolk og køber bestsellerforfattere ud af etablerede forlag.

Den norske hotelkonge Petter Stordalen er manden bag hotelkæden Nordic Choice Hotels - og nu også forlægger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I Danmark er han mest kendt som hotelkongen, der smider milliarder i køb og etablering af en stribe nye danske luksushoteller.

Men i Norge er Petter Stordalen nu også ved at blive kendt som forlagskongen.

For Petter Stordalen, som har en formue på omkring 20 milliarder kroner, og som er kendt som ejer af Hotel Skt. Petri i København og hotelkæder i Norge og Sverige med 185 hoteller, og som senest blev kendt i Danmark, da han købte den gamle Post og Telegraf-hovedbygning ved hovedbanegården i København og vil ombygge den til luksushotel, er nu gået i gang med at revolutionere bogbranchen i Norge.

Han er gået ind som investor i et nyoprettet forlag i Norge, og forlaget har lagt hårdt fra land.

Forlaget ved navn Capitana er blevet oprettet i samarbejde med flere frafaldne chefer fra de store norske forlag, og de er straks gået i gang med at købe en række bestsellerforfattere fra de gamle forlag, skriver vg.no.

Det betyder, at navne som Jørn Lier Horst, der alene solgte omkring 400.000 bøger i eget navn i Norge sidste år og forfatteren Tom Egeland, der ligeledes hører til de bedstsælgende i Norge overhovedet, nu rykker over på det nye forlag.

Rygterne om Petter Stordalen og om et nyt forlag har floreret i mange måneder. Men først nu materialiserer det sig altså. Med brask og bram.

Faktisk går det så hurtigt i Norge, at den norske forfatterforening direkte advarer imod »handlen« med bestsellerforfattere. De frygter, at alle forlag vil fokusere endnu hårdere på bestsellerne og på de forfattere, der kan skrive dem, og at det vil gå udover mangfoldigheden i bogudgivelserne.
Den samme bølge har Danmark også oplevet i løbet af de seneste år. Flere forlag har skruet ned for antallet af udgivelser og satser mere ensidigt på forventede bestsellere.

Hør også podcast med Petter Stordalen: Ejeren af Nordens største hotelkæde, der er kendt for sine store armbevægelser og halsbrækkende stunts, taler i podcasten »Hjørnekontoret« om sine fiaskoer og det samfundsansvar, han mener, flere erhvervsledere bør tage på sig.

Find alle udsendelser fra Berlingske Business i din podcast-app og på Apple TV, på Spreaker.com eller via iTunes. Podcast fra Berlingske Business er sponsoreret af Nordea.