Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den norske kapitalfond Verdane har netop foretaget et trippelopkøb i den danske vindsektor. I én samlet handel overtager nordmændene de tre danske selskaber JSB Group, Polytech og Jupiter Group, der alle var ejet af den danske kapitalfond Pentaco Partners. Købssummen er hemmelig.
De tre virksomheder er alle underleverandører til vindmølleindustrien og laver henholdsvis vindmøllehuse, lynbeskyttelse og skum til forstærkning af vindmøllernes vinger, hvilket sammlagt beskæftiger 1.600 personer.
»Alle tre selskaber har udviklet sig positivt, og vi tror på, at de strategiske initiativer, vi går i gang med, kan forløse et yderligere potentiale,« siger Emanuel Johnsson fra Verdane Capital Advisors’ investeringsteam.
Verdane er et temmeligt ubeskrevet blad på den danske kapitalfondsscene, men gjorde sig for alvor bemærket i 2013, da man købte en hel portefølje af selskaber fra danske Nordic Venture Partners og markerede sin entré på det danske marked. Med opkøbet af de tre vindvirksomheder er denne relativt spinkle tilstedeværelse i Danmark udviddet betragteligt, og der kan meget vel være mere på vej fra kapitalfondens side.
»Vi følger med interesse små og mellemstore danske vækstvirksomheder inden for energi, teknologi, avanceret industri og e-handel, hvor vi i Verdane har et særligt branchekendskab, og hvor vi oplever, at Danmark har en førerposition. Vores grundforudsætning for et opkøb er selvfølgelig, at der skal være ræson og et godt vækstpotentiale i kerneforretningen, og det er ofte blandt de små og mellemstore virksomheder, vi finder opkøbsemner, der kan have gavn af en strategisk, ejermæssig og kapitalmæssig forandring,« siger Pål Malmros, partner i Verdane Capital Advisors, der nu er ved at se på mulighederne for at etablere et kontor i Danmark.
Verdane er langt fra den første kapitalfond til at købe »pakkeløsninger« i den danske vindmølleindustri. Tilbage i 2001 opkøbte kapitalfonden Doughty Hanson & Co Limited vingeproducenten LM Glasfiber, og syv år senere rullede milliarderne igen, da samme fond erhvervede Svendborg Brakes og skabte LM Wind Power - senere blev bremseselskabet dog solgt ud af selskabet igen.