Provinsbyerne i nærheden af København er i vækst, og ejendomsinvestorerne har i højere og højere grad øje for, at der findes en verden uden for København K. Byer som Hillerød, Roskilde, Køge og Holbæk er efterhånden tæt på at blive anset som en del af Storkøbenhavn, fordi afstandene er forholdsvis små. Dertil kommer, at det de senere år mildt sagt ikke er blevet billigere at komme ind på markedet i det centrale København.

Ejendomsmægler Dorthe Mills er netop blevet partner i Danbolig Erhverv Johnny Hallas i Hillerød, og hun bekræfter tendensen til, at investorernes blik på blandt andet Nordsjælland er blevet mere ivrigt end tidligere:

»Inde i byen er der rigtigt meget pres på afkastene, og nu hvor jeg igen fortrinsvis beskæftiger mig med Nordsjælland efter at have fokuseret på København hos RED Cushman & Wakefield, sidder jeg et sted, hvor jeg kan se, at flere og flere projektudviklere og investorer har kig på ejendomsmarkedet heroppe. Det gælder også internationale investorer, og her er det vigtigt, at vi er gode til at fortælle om de unikke fordele, der er ved det danske hovedstadsområde. En stor provinsby i rivende udvikling som f.eks. Hillerød ligger kun ca. 30 km væk fra København, og tilsvarende geografiske forhold er meget svære at finde i omegnen af andre europæiske hovedstæder,« siger Dorthe Mills og uddyber:

»Jeg mener, man godt kan tale om, at Storkøbenhavn i disse år breder sig til at inkludere byer som Hillerød, Roskilde og Køge, der ikke tidligere blev regnet med til hovedstadsområdet.«

Lokal forankring, internationalt udsyn

Amerikanske RED Cushman & Wakefield er et af verdens største ejendomsmæglerfirmaer og opererer i flere end 70 lande. Der synes at være lang vej fra toppen af internationale ejendomsmæglerkæder til lille Danbolig Erhverv med otte ansatte i Hillerød; Nordsjællands hovedstad, men har trods alt færre indbyggere, end RED Cushman & Wakefield har medarbejdere på verdensplan. Men for Dorthe Mills er det ensbetydende med at være kommet hjem, fortæller hun:

»Jeg føler, at jeg er ’kommet hjem’, blandt andet fordi jeg har fået en mere lokal forankring i mit arbejde efter mit skifte. Jeg bor selv i Nordsjælland og har et meget stort netværk heroppe, og det giver rigtigt god mening at have et mere lokalt fokus. Jeg havde stor appetit på det, jeg lavede hos RED Cushman & Wakefield, hvor vi fik sparket gang i deres afdeling for kontorudlejning, så den i dag kører med 300 km i timen. Men når man er i en lidt mindre virksomhed, får man mulighed for at sidde med et større spektrum af opgaver. Jeg kan godt lide at have varierede udfordringer, der kræver kreativitet. Danbolig Erhverv Johnny Hallas startede under finanskrisen og er i dag en velkørende virksomhed. Min opgave er at være med til at videreudvikle forretningen med en målsætning om fremadrettet at tiltrække flere udenlandske investorer til Nordsjælland.«

Og det mål vil hun ikke ligefrem klage over at skulle arbejde for at indfri, forstår man: »Jeg har altid færdedes som en fisk i vandet i internationale professionelle miljøer. En af mine styrker er, at jeg kan gå lige i træskoene på folk, uanset sprog eller kulturel baggrund.«