Nordjysk bankfusion nærmer sig med hastige skridt

Et nordjysk bankbryllup mellem Nordjyske Bank og Nørresundby Bank har været under opsejling gennem de seneste måneder, og nu ser det snart ud til, at det også bliver en realitet.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

En stor del af udfordringen har været Spar Nord Bank, der med en aktiepost på omkring 55 pct. af aktierne i Nørresundby Bank, har kunnet stille sig i vejen for fusionen, da banken offentligt har meldt ud, at den ikke ønsker at være aktionær i den sammensmeltede bank.

Tirsdag har Spar Nord Bank så meddelt, at man har kunnet afsætte sin aktiepost til en række investorer, som altså står klar i kulissen, hvis Nørresundbys aktionærer vender tommelen op, når der torsdag aften er generalforsamling i banken.

Det kræver dog, at 90 pct. af de omkring 23.000 aktionærer i Nørresundby Bank siger ja, men forud for skæbnedagen ønsker Nørresundby Banks bankdirektør Andreas Rasmussen ikke at sige, hvorvidt fusionen ser ud til at gå igennem. Han glæder sig dog over, at "der er fundet en løsning på Spar Nord Banks aktier."

Ritzau Finans: Hvordan ser det ud med de resterende aktionærer?

- Det har jeg ingen kommentarer til. Det må vente til på torsdag. Vi glæder os til på torsdag, hvor vi mødes på den ekstraordinære forsamling, så må vi se, hvad der sker der, siger Andreas Rasmussen til Ritzau Finans.

Målt på Nørresundby Banks aktie ser dog ud til, at investorerne allerede tager en del af glæderne på forskud. Nørresundby Bank stiger således 6,1 pct. til 416 kr. tirsdag formiddag.

Hos Nordjyske Bank håber man ligeledes, at afklaringen med Spar Nord Banks aktiepost kan bane vejen for den endelige fusion.

- Med meldingen fra Spar Nord, så tror og håber vi på, at det hele falder på plads, siger Hans Jørgen Kaptain, bestyrelsesformand i Nordjyske Bank, til Ritzau Finans.

Købstilbuddet fra Nordjyske Bank blev offentliggjort 18. december, og buddet lød på 335 kr. kontant og en aktie i Nordjyske Bank for hver Nørresundby-aktie.

Inden da havde Spar Nord Bank også lagt bud ind på Nørresundby Bank, men det blev efterfølgende trukket tilbage, da Spar Nord Bank med Lasse Nyby i spidsen fandt det mere sandsynligt, at tilbuddet fra Nordjyske Bank bliver ført igen.

Spar Nord har efterfølgende forsøgt at få solgt sin aktiepost i banken, og det er altså det, som nu er lykkes. Det er blandt andre Nykredit, som er en af investorerne. Nykredit vil i tilfælde af en fusion eje lidt under 5 pct. af den fusionerede bank.

Hvem der ellers indtræder som aktionær i den sammensmeltede bank, ønsker Hans Jørgen Kaptain ikke at sige.

- Det er flere, der har været interesseret, og det jeg har hørt, er, at der er tale om aktionærer, som alle sidder på under 5 pct., siger han.