Nordiske fagforeningsledere til hastemøde om Norwegian-konflikt

De strejkende piloter mener, at Norwegian bruger skruebrækkere i konflikten. Strejken fortsætter tirsdag, hvor 20.000 passagerer berøres.

Foto: Steffen Ortmann.
Læs mere
Fold sammen

Konflikten mellem Norwegians ledelse og piloter får nu de norske piloters fagforening, Parat, til at invitere faglige ledere fra hele Norden til hastemøde i Oslo senere tirsdag. Det oplyser fagforeningen i en pressemeddelelse.

Det er repræsentanter fra den civile flysektion i Nordisk Transportarbejderføderation (NTF), som mødes i den norske hovedstad. Parat har inviteret faglige ledere fra Sverige, Danmark, Finland, Island og Norge, og de skal diskutere, hvordan de kan udvide samarbejdet for at undgå skruebrækkeri.

I forbindelse med den nuværende konflikt er Norwegians ledelse blevet beskyldt for at hyre arbejdskraft og materiel udefra, så man på den måde kan få fly på vingerne. Beskyldningen er blandt andet blevet fremsat af Sveriges statsminister, Stefan Löfven, men flyselskabets topchef, Bjørn Kjos, har afvist påstanden.

Hans-Erik Skjæggerud, der er leder i Parat, siger forud for tirsdagens faglige møde:

»Vi har mange af de samme udfordringer i Norden, og noget af det, som er frustrerende, er, at vi ikke på kort sigt har værktøj til at standse Norwegian, når selskabet begår skruebrækkeri.«

»Fagforeningerne kan ikke sidde og se på skruebrækkeri uden at handle. Vores fremmeste eksperter inden for arbejdsret siger, at det, vi nu er vidne til, er klassisk skruebrækkeri, men iværksætter vi tiltag uden at følge de varslingsrutiner, som gælder, er det os, som bryder loven og risikerer straf,« siger Hans Erik Skjæggerud.

Konflikten mellem Norwegians ledelse og piloter har nu varet 11 dage og berørt cirka 200.000 passagerer. Ikke meget tyder på, at der er en løsning lige om hjørnet, skriver den norske avis Dagbladet.

Mandag aften blev der lagt en ny model på bordet, men hverken piloternes fagforening eller Norwegians ledelse vil kommentere indholdet.

»Vi har ikke fået nye signaler siden sent i aftes (mandag aften, red.). Da blev der lagt et nyt forslag frem, og så er det op til partene at vurdere det,« sagde Johan Bisgaard fra Norwegians presseafdeling til Dagbladet tirsdag morgen.

Tirsdag berøres 20.000 passagerer af strejken. Flere fly er aflyst, mens andre er forsinkede.