Nordisk medieselskab får ny direktør

Boxer TVs ejerselskab henter ny direktør internt.

Martin Løbel er nu administrerende direktør for Teracom, som ejer alle radio- og TV-master i Danmark. Foto: Teracom
Læs mere
Fold sammen

Det statsejede svenske Teracom, som ejer og står for alle radio- og TV-master i Danmark samt Boxer TV, har udpeget ny direktør.

Det er Martin Løbel, som har været i selskabet siden nytår, hvor han har været salgsdirektør. Han kom fra en stilling som teknologidirektør i de danske energiselskabers fælles salgsselskab Waoo, hvor han havde ansvaret for driften af TV og telefoni. Han overtager stillingen som administrerende direktør med virkning fra 21. maj.

Martin Løbel er uddannet civilingeniør i optisk kommunikation, har en Ph.D. i fysik/optik og en HD-uddannelse i international forretning.

Martin Løbel overtager posten efter Lars Kierkegaard, der siden december har været konstitueret som administrerende direktør, efter at daværende topchef Steffen Weber fratrådte.

Også ny Boxer-direktør

Teracom, som i Danmark står bag betalings-TV-udbyderen Boxer, overtog i juli 2010 det danske TV- og radiosendenet fra DRs og TV 2s fælles selskab, Broadcast Service Danmark, for 1,25 milliarder kroner. Nettet består af 34 sendestationer samt hele fordelingsnettet, altså det fibernet i jorden, hvorigennem signalerne sendes.

Teracom sælger også kapacitet til de danske teleselskaber.

Teracom er Sveriges første medieoperatør men arbejder i også Danmark og Finland.

Boxer TV får 1. august ny direktør, nemlig TDCs tidligere mediedirektør Ulf Lund, som i januar sagde op men på grund af en jobklausul ikke kan begynde i sit nye job før efter sommerferien.