Nordisk Film køber igen danske computerspil

Filmgiganten har for tredje gang i år købt sig ind i danske computerspil.

Kogama er en dansk spilplatform med omkring to millioner spil. Nu skal den ud i verden med penge fra Nordisk Film i ryggen. Foto: Kogama
Læs mere
Fold sammen

Nordisk Film fortsætter sine investeringer i danske computerspil ved at købe 40 procent af den danske computerspilplatform Kogama.com.

Kogama bruges af tre millioner spillere hver måned og ejes af det danske computerspilselskab Multiverse, som med Nordisk Films investering nu får mulighed for at rykke ud i verden og få langt flere brugere, samtidig med at Kogama skal udvikles med flere funktioner og værktøjer for at engagere brugerne og dermed forsøge at blive computerspillets svar på YouTube, som Nordisk Film udtrykker det i en pressemeddelelse.

Hvor stor investeringen i Multiverse er, fremgår ikke.

Multiverse er stiftet i december 2010 har tidligere fået investeringer udefra. Der er til dato lavet over to millioner spil til Kogamas spilleplatform, som viser annoncer for at finansiere udviklingen og driften.

Tredje opkøb i år

Ifølge Multiverses administrerende direktør og medstifter, Michal Bendtsen, er der brugere i op mod 50 lande.

Nordisk Film Games, som er en del af Egmont-koncernen, købte sig tidligere i år ind den svenske spiludvikler Avalanche Studios, der laver computerspil til PC og spillekonsollerne Playstation og Xbox, for 100 millioner kroner - den hidtil største investering på spilområdet. Avalanche står bag bl.a. spillet »The Hunter«.

Nordisk Film Games blev oprettet i 2016 for at investere i nordiske computerspilvirksomheder. I januar købte selskabet sig ind i danske Flashbulb Games for ti millioner kroner.

Den danske spilbrancheforening Interactive Denmark forventer, at danske spilfirmaer i løbet af de næste tre år vil fordoble salget, så den samlede omsætning vil blive på henved 2,5 milliarder kroner. Målet er, at også eksporten og antallet af ansatte vil være det dobbelte om to-tre år.