Nordisk brillekæmpe ser rødt - igen

Det er en rigtig god forretning at sælge briller. Men den kapitalfondsejede Profil Optik halter efter konkurrenterne.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Handel med briller, kontaktlinser og andre synshjælpemidler er normalt en særdeles god forretning.

Men for nogle er det bedre end for andre. For den nordiske optikerkæde Synsam, der i Danmark hedder Profil Optik, kører med underskud for andet år i træk under kapitalfonden CVCs ejerskab.

Det netop offentliggjorte regnskab fra Synsam, der har knap 500 brillebutikker i Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland, viser at kæden i fjor solgte for 2,2 milliarder danske kr. Store finansomkostninger gjorde imidlertid, at bundlinjen endte med et minus på 140 mio. kr., hvilket var ligeså stort som i de syv måneder af 2014, hvor CSV stod som ejer efter overtagelsen fra investeringsselskabet Alipes i forsommeren.

Synsam tjente godt nok 64 mio. kr. på driften i 2015, og det svarer til en driftsindtjening på 2,91 kr. for hver gang, der bliver langet en brille eller kontaktlinser over disken for en 100 kroneseddel. Men det ligger i bunden af branchens generelle indtjening.

Hvis man skulle være gået til Louis Nielsen eller lader øjet hvile i brillen fra Thiele, lægger man omkring 8,50 kr. for hver gang der bliver solgt for 100 kr. i selskabernes driftsindtjening, mens Synoptik har en driftsavance på godt 10 pct. af salget.

Det viser en gennemgang af de seneste årsregnskaber fra de store optikerkæder.

I Danmark er Louis Nielsen i dag den største med en omsætning på 875 mio. kr. i sit seneste regnskabsår. Profil Optik er under CVC ejerskab i gang med en forstørrelse med flere butiksåbner og nærmer sig langsomt med en omsætning på 680 mio. kr.

Den gamle kongelige hofleverandør F. A. Thiele solgte sidste år for små 300 mio. kr. i sine egne 59 butikker, hvortil kommer salget fra 22 partnerbutikker.

Synoptik, der opererer i Danmark, Sverige og Norge, opgør ikke sit salg på landeplan med solgte sidste år for godt 2 milliarder kr. i alt.

Karakteristik for de store optikerkæder, vi ser på de danske handelsstrøg, er, at de er dele af langt større virksomheder. Profil Optik er som nævnt ejet af kapitalfonden CVC, og Louis Poulsen er en del af den internationale brillegigant Specsavers, mens Synoptik er en del af den hollandske HAL Holding-koncern.

Thiele er stadig et rent dansk foretagende ejet af Jens Henrik Brandt.