Nordicom har tilbagegang over hele linjen

Ejendomsselskabet Nordicom har haft væsentlig tilbagegang i tredje kvartal, og ledelsen overvejer de strategiske muligheder for koncernen.

Foto: Kim Haugaard. Ejendomsselskabet Nordicom har haft væsentlig tilbagegang i tredje kvartal, og ledelsen overvejer de strategiske muligheder for koncernen.
Læs mere
Fold sammen

Nettoomsætningen faldt til 58,5 mio. kr. fra 71,7 mio. kr. i tredje kvartal af 2012, mens driftsoverskuddet faldt til 22,5 mio. kr. fra 34 i samme periode året før.

Det bevirkede, at resultatet af de fortsættende aktiviteter før skat og værdiregulering faldt til 5,8 mio. kr. fra 23,3 mio. kr. i 2012.

På bundlinjen faldt overskuddet til 1,1 mio. kr. fra 10,6 mio. kr. i tredje kvartal af 2012.

Nordicom har indtil videre i 2013 haft et samlet nettounderskud på 88,2 mio. kr., og det har trukket egenkapitalen i rødt med 50 mio. kr. Derfor overvejer selskabets ledelse nu de strategiske muligheder.

- Nordicom er i dialog med koncernens finansielle kreditorer om de nødvendige låne- og kreditforlængelser for 2014, skriver koncernen i regnskabet. Selskabet forventer, at selskabets aftaler bliver forlænget.

- Sideløbende med forhandlingerne med koncernens finansielle kreditorer arbejder ledelsen på optimering af koncernens kapitalstruktur og undersøger i øjeblikket alternative strategiske muligheder for koncernen, herunder rejsning af ny kapital, skriver Nordicom.

Nordicom fastholder forventningerne og ser for 2013 dermed fortsat et resultat eksklusive værdireguleringer og skat (EBVAT) i niveauet 10 mio. kr. til 20 mio. kr.

/ritzau/FINANS