Nordicom flirter eksklusivt med hemmelig nordisk investor

Nordicom er i gang med at undersøge mulighederne for at gennemføre en restrukturering - herunder er ejendomsselskabet i dialog med en mulig investor.

Læs mere
Fold sammen

- En potentiel investor foretager i øjeblikket en række undersøgelser af Nordicom med henblik på at fremkomme med et konkret oplæg til en transaktion, der kan føre til en restrukturering af koncernen, skriver Nordicom i en meddelelse til fondsbørsen.

Nordicom har indgået en eksklusivitetsaftale med den potentielle investor, som selskabet holder sig til at betegne som en større nordisk ejendomsaktør, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker sit navn offentliggjort.

- Nordicom kan ikke med sikkerhed vurdere, hvorvidt den igangværende proces vil føre til en restrukturering af koncernen, men såfremt arbejdet fører til et konkret løsningsforslag, vil bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget vil blive fremlagt, erklærer Nordicom.