Nordic Transport Group vil på børsen - byder på Neurosearchs børsskal

Foto: PR kadmy.
Læs mere
Fold sammen

Transport- og logistikkoncernen Nordic Transport Group (NTG) vil på børsen i København, og selskabet har derfor fremlagt et købstilbud på Neurosearch, der er ved at blive afviklet som børsnoteret virksomhed.

Det fremgår af meddelelser fra Neurosearch og NTG.

NTG har fremlagt et bud på 4,45 kr. per aktie, svarende til en samlet pris på 109,3 mio. kr.

Tilbuddet overgår dermed et tidligere bud fra ejendomskoncernen Gefion Group, der har tilbudt 4 kr. per aktie - eller 98,2 mio. kr.

»De nuværende aktiviteter i Nordic Transport Group og virksomhedens potentiale har nået et niveau, hvor en børsnotering vil være det næste naturlige skridt,« skriver NTG i meddelelsen.

NTG blev stiftet i 2011, og har de seneste år haft hastig vækst - blandt andet via opkøb. I 2017 nåede omsætningen 3,2 mia. kr., mens driftsoverskuddet lød på 155 mio. kr.

Koncernen består af 30 danske og europæiske transportselskaber, og ejerskabet i hvert enkelt selskab er delt mellem NTG-gruppen med 51 pct. og medarbejderne med 49 pct. Selskabet har tidligere udtalt til Finans, at det ville på børsen i 2019.

NTG ejer i dag 4,9 pct. af aktierne i Neurosearch, men har ikke sat et mindstekrav for, hvor mange aktionærer der skal takke ja til tilbuddet. Det er planen, at de to selskaber skal lægges sammen.

Neurosearch var tidligere et biotekselskab, men har de senest år arbejdet på at lukke ned. Aktiverne er primært 74 mio. kr. i kontanter samt et uudnyttet skattemæssigt underskud på 1,7 mia. kr.

NTG's bud til aktionærerne er en præmie på 12,4 pct. baseret på onsdagens lukkekurs.

/ritzau/FINANS