Norden-direktør: Stærk start og lyspunkter i tørlast

Norden overgik forventningerne blandt analytiker i første kvartal 2015, og det skyldes især, at tørlastforretningen klarede sig bedre end frygtet. Det glæder direktør.

Læs mere
Fold sammen

Selskabets to forretningsområder, tank og tørlast, har udviklet sig vidt forskellige, men heldigvis ses der bedringer i markedet for tørlast, lyder det fra vice president Martin Badsted

- Vi har fået en rigtig god start på året i begge segmenter. Indtjeningen er i høj grad skabt af tankforretnignen, hvor markedet har været rigtig godt i første kvartal, men resultatet i tørlast er også resultatet af den gode afdækning, vi fik taget i udgangen af 2014. Den hjælper os her, så vi holder skindet på næsen, siger Badsted til Ritzau Finans.

Tørlast- og produkttankrederiet kom ud af første kvartal 2015 med et primært driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 47,3 mio. dollar mod -7,7 mio. dollar i samme periode regnskabsåret før.

Resultatet er væsentligt bedre end konsensus blandt analytikerne, som forudså, at EBITDA ville lande på 10 mio. dollar ifølge estimater indsamlet blandt syv analytikere af Ritzau Estimates.

- Selvom vi laver en rigtig god start på året, fastholder vi guidance. Det er udtryk for, at vi ser andet halvår specielt for tørlast kan blive rigtig svært. Afdækningen var frontloaded meget i Q1 og lidt i Q2, vi har en mere åben bog i andet halvår, fordi de niveauer, vi kan afdække til, er så tæt på spotmarkedet, at der ikke rigtig er mere at komme efter, siger Martin Badsted.

Norden melder om en omsætning på 455,9 mio. dollar og et primært driftsresultat (EBIT) på 30 mio. dollar mod konsensus om en omsætning på 435,5 mio. dollar og et primært driftsresultat på -8 mio. dollar.

Trods afdækning lander driftsresultatet (EBIT) i tørlastforretningen på 4 mio. dollar.

- I tørlast er vi på et historisk lavpunkt, men der er sket noget positivt, for folk er begyndt at skrotte skibe på kraftig vis. Rebalanceringen af mængder og skibe er begyndt at ske, men det er for tidligt at se nogen effekter endnu, siger Martin Badsted.

Spm: Er der mere disciplin i markedet?

- Det er at tage munden for fuld. Det er nøden, der tvinger folk, og det er ikke sådan, at det er overstået nu. Der er stadig stor overkapacitet, så vi skal se skrotningen fortsætte for at se væsentlige forbedringer, siger Martin Badsted.

- Men hvis man ganger den kapacitet op, der blev taget ud i første kvartal, til helårsbasis, så er det omkring 5 pct. af verdensflåden. Flådetilgangen i februar, marts og april har været omkring nul, fordi skrotningen har modvirket nybygninger.

Nordens resultat før og efter skat lyder på henholdsvis 39,4 og 38,6 mio. dollar fra -25,1 mio. dollar og -26,5 mio. dollar. Til sammenligning havde analytikerne ifølge Ritzau Estimes ventet et resultat før skat på -13 mio. dollar og et underskud efter skat på -14 mio. dollar.

Mens resultatet er væsentligt over analytikernes forventninger, lyder pengestrømmene fra driften på minus 3 mio. dollar mod plus 2,7 mio. dollar i samme periode sidste år. Når pengestrømmen ikke er højere, skyldes det ifølge Martin Badsted, at selskabet har forudbetalt en kunde 47 mio. dollar i første kvartal.

- Vi fik en klækkelig rabat (på skibe bestilt på dyre kontrakter, red.) ved at betale ham upfront, og det nedsætter omkostningerne fremadrettet, siger Martin Badsted.

/ritzau/FINANS

 

Kasper Brøndgaard Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk