Nordea vraget som bank i gylden DONG-børsnotering

Finansministeriet overtrumfede DONG-ledelsen og energikoncernens rådgivere ivalget af den bank, der skal forestå den givtige børsintroduktion. Nordea blev i første omgang udpeget som vinder, men ikke desto mindre løb Danske Bank med opgaven.

Finansminister Thor Pedersen (V). Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
De to storbanker Danske Bank og Nordea har bag kulisserne udkæmpet et benhårdt opgør om den attraktive opgave med at føre energikoncernen DONG på Fondsbørsen.

Men selv om både rådgiverne i DONG og DONGS ledelse pegede på Nordea, trumfede Finansministeriet sin vilje igennem og valgte sin mangeårige samarbejdspartner i bankverdenen Danske Bank.

En beslutning, som har skabt frustrationer i og uden for DONG. DONG-ledelsen vil ikke kommentere denne sag, men henviser i stedet til ejeren, Finansministeren.

DONGS rådgivere og DONG selv pegede allerede i midten af december på, at Nordea havde det bedste tilbud, og at man derfor ønskede Nordea som dansk bank på opgaven. Nordea stod med det bedste hold og havde samtidig gennemført en meget succesfuld børsintroduktion af TrygVesta, som viste denne banks egnethed.

Afgørelse udskudt

Planen var, at meddelelsen om, hvilke banker, der skulle have DONG-godbidden, skulle offentliggøres i december. Det skete i midlertid ikke. Den endelige afgørelse blev forsinket, og først den 11. januar 2007 kom meddelelsen om, at Danske Bank skulle stå skulder ved skulder med de to store amerikanske finanshuse Citi Bank og Morgan Stanley og forestå børsintroduktionen. Nordea måtte nøjes med en mindre opgave.

Og altså en opgave, der er betydeligt mindre indbringende end Danske Banks, som er med i prospektudfærdigelsen, prisfastsættelsen på aktierne og lignende.

Siden har luften været tyk af beskyldninger og rygter om, at der er foretaget en politisk afgørelse og ikke en markedsmæssig afgørelse.

Det afviser finansminister Thor Pedersen (V).

»Det er der overhovedet ingen baggrund for at påstå. Bankerne er i sidste instans valgt på en række kriterier, men jeg vil ikke kommentere, hvad der ligger i den vurdering.«

Men der blev peget på Nordea, og så endte det med Danske Bank. Er det ikke korrekt?

»I denne proces bliver der peget på mange forskellige banker, og så ender det med, at man vælger nogle ud. Der er mange banker, som synes, at det er en spændende sag, og som derfor ønsker at være med,« lyder svaret fra Thor Pedersen på dette konkrete spørgsmål.

Mens Danske Bank har været med i toppen af rådgivere omkring børsnoteringer og salg af eksempelvis Tele Danmark, Københavns Lufthavne, Bella Center, DONG og måske også i forbindelse med salget af TV, så har Nordea kun spillet hovedrollen en enkelt gang. Nemlig i forbindelse med den delvise privatisering af Datacentralen i 1996.

Thor Pedersen understreger, at beslutningen om at udpege bankerne til at forestå børsnoteringen af DONG er foretaget af gruppen af rådgivere og DONGS egen ledelse.

»Det her er en proces, som de (børsnoteringsgruppen, red.) selv har lagt til rette. Det er et stykke professionelt arbejde, der er udført,« siger Thor Pedersen.

Ministeriet besluttede

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra DONGS topchef, Anders Eldrup. Og pressechef Louise Münter henviser til Finansministeriet for at få besvaret spørgsmål om valg af banker til børsnoteringen.

Afdelingschef Peter Brixen fra Finansministeriet bekræfter imidlertid, at den endelige beslutning blev foretaget i ministeriet. Samtidig tilføjer han, at beslutningen, inden den blev offentliggjort, var forbi ministerens bord - som alle beslutninger i Finansministeriet er det.

»Vi har hele tiden sagt, at forskellen på Nordea og Danske Bank ikke er særlig stor, men vores vurdering er, at Danske Bank er en smule bedre,« siger Peter Brixen.

Nordea ønsker ikke at kommentere på, at banken først er blevet valgt og efterfølgende fravalgt.

Det er en lækkerbisken for både banker, revisorer, advokater og andre rådgivere at komme med på en så stor børsnotering som DONG, som ventes at få en samlet børsværdi på over 60 mia. kr. Men det er ikke alene en kamp om kolde kontanter, det er også forbundet med stor prestige at være med helt fremme.

Det samlede honorar løber op i flere hundrede millioner. De samlede omkostninger - alt inklusive - i de to store handler som ISS og TDC løb op i omegnen af en mia. kr.

Hele 20 banker bød ind på opgaven, men i sidste ende stod slaget mellem Danske Bank og Nordea.

Gruppen, der arbejder med børsnoteringen af DONG, har repræsentanter fra DONG-ledelsen, det internationale finanshus Rothschild, som er statens rådgiver, advokatfirmaet Jonas Bruun, som er statens juridiske rådgiver samt endelig to repræsentanter fra Finansministeriet, hvoraf den ene er afdelingschef Peter Brixen.