Nordea vinder stort over rivaler på afskaffelse af gebyr

Nordea Invest har banket sine konkurrenter godt og grundigt på plads efter afskaffelsen af to gebyrer, ifølge analyseselskabet Morningstar.

Læs mere
Fold sammen

 

Investeringsfonden Nordea Invest afskaffede for en måned siden to gebyrer, tegningsprovisionen og markedsføringstillægget, som er kutyme for banker at tage, når en investor køber et investeringsbevis. Det får ros med på vejen af Morningstar.

Det skriver Dagbladet Børsen.

- Omkostningerne er blandt de parametre, foreningerne selv kan styre. Afkastet er der ingen garanti for, men en halv procent sparet, det er en halv procent mere i afkast. Det her viser resultatet af at fokusere på omkostningerne, udtaler Nikolaj Holdt-Mikkelsen, chefanalytiker i Morningstar, til Dagbladet Børsen.

Afskaffelsen af gebyrerne får Nordea Invest til at rykke op i Morningstars ratings, der måler investeringsfondes kvalitet på parametre som omkostninger og afkast, med baghjul til konkurrenterne Jyske Invest og Danske Invest.

Nordea Invest går således fra en femteplads til en andenplads i rating, kun overgået af Maj Invest.