Nordea-topchefen: »Vi forstår folkestemningen«

Topchef Christian Clausen fra Nordea forstår udemærket folks harme over de enorme bonusser i bankerne. Toppen af den nordiske storbank har derfor frasagt sig bonus og lønstigninger for halvdelen af 2009 og lønstigninger for hele året. Christian Clausen fik i 2007 ti mio. svenske kr. i fast løn og en bonus på 2,7 mio. svenske kr. oveni.

Læs mere
Fold sammen
Hvorfor har I frasagt jer bonus?

»Vi vil gerne vise, at det ikke er det, der er problemet i forhold til den svenske bankpakke. Der har været en diskussion om bonusser i forbindelse med den svenske bankpakke, og derfor besluttede vi ikke at få bonus. Vi har som sådan ikke noget behov for den svenske bankpakke. Men vi vil gerne sende signalet om, at vores bonusser ikke skal stå i vejen for bankpakken.«

Føler I jer presset af folkestemningen til at frasige jer bonus?

»Vi føler os ikke som sådan presset til det af en folkestemning. Men jeg mener samtidig, at der har været en helt relevant folkestemning blandt andet i USA over de kæmpe bonusser. I Danmark har vi jo også haft eksempler på uhyrlige bonusser i visse små banker.«

Nu har direktionen frasagt sig bonus. Skal medarbejderne også indstille sig på lavere eller ingen bonus?

»Vi har områder i Nordea, hvor folk får bonusser stadigvæk. Det er et spredt billede, men det er klart, at den samlede bonusaflønning for 2008 i Nordea vil være mindre. Bonusaflønningen i Nordea er afhængig af det risikojusterede resultat, og derfor vil nogen få, mens andre ikke vil få. Så systemet virker på den måde, at det er afhængigt af resultatet.«

Er det her enden på bonusaflønning i stor stil?

»Det er svært at sige, om det her er enden for bonusaflønning i den form, som vi har set hidtil. Men det er klart, at vi alle revurderer vores bonussystemer lige nu. Samtidig skal vi jo stadig tiltrække god arbejdskraft i konkurrence med mange andre erhverv. Så det bliver en balance.«