Nordea overrasker med milliardmedvind trods coronakrise

Storbanken Nordea kommer alt taget i betragtning glimrende ud af årets tredje kvartal med et overskud, som er godt en milliard kroner større, end analytikerne havde forventet. Nordea præsenterer helt konkret et nettoresultat på omkring 6,2 milliarder kroner for kvartalet mod en forventning om et overskud på knap 5,2 milliarder kroner.

Nordea har tidligt fredag morgen sendt et kvartalsregnskab på gaden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nordea har fredag morgen sendt et kvartalsregnskab på gaden, som helt grundlæggende må betegnes som værende godkendt. Banken kan præsentere sine investorer for et overskud på omkring 6,2 milliarder kroner for kvartalet, hvilket er klart bedre end ventet.

Buddet fra analytikerne lød på forhånd, at Nordea ville lande et overskud, som ville være omkring en milliard kroner mindre. Bankens driftsindtjening lød på godt otte milliarder kroner mod en forventning på omkring 6,6 milliarder kroner.

Så selv om både Nordea og mange andre store virksomheder er hårdt ramt af coronakrisen, overgår banken altså de forventninger til indtjeningen, som analytikerne på forhånd havde lagt frem.

Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, konkluderer i en kort kommentar, at Nordea har aflagt et godt regnskab, som er »drevet af en disciplineret tilgang« til bankens strategiplan.

»Vi har set klare forbedringer på alle hovedområder i tredje kvartal. Vores kundetilfredshed er højere nu end før udbruddet,« siger Nordeas koncernchef, Frank Vang-Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Også Nordeas danske topchef, Frank Vang-Jensen, erklærer sig tilfreds med dagens regnskabstal fra den skandinaviske storbank.

»Vi har set klare forbedringer på alle hovedområder i tredje kvartal. Vores kundetilfredshed er højere nu end før udbruddet,« siger Frank Vang-Jensen i forbindelse med regnskabet.

Trods coronakrisens hærgen holder Nordea fast i sin plan om samlet at hensætte et beløb svarende til omkring 7,5 milliarder kroner for 2020. Nordea-topchefen hæfter sig da også ved, at risikoen for en større nedtur er blevet mindre.

»I løbet af de sidste par kvartaler har vi været vidne til, hvordan enkeltpersoner, virksomheder og samfund på grund af covid-19-pandemien har tilpasset sig en ny måde at leve på. Vi har set et gradvist opsving, men har også haft nogle tilbageslag. Selv om der stadig er usikkerhed, er risikoen for en fornyet alvorlig tilbagegang faldet,« siger Frank Vang-Jensen.

Nordea-topchefen vurderer samtidig, at banken »vokser hurtigere end markedet inden for flere områder«.