Nordea-opkøb holder hånden under tobaksaktie

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Scandinavian Tobacco Group har fået en hård landing på det danske aktiemarked, og efterfølgende har emissionsbanken Nordea foretaget store støtteopkøb for at holde hånden under tobaksaktien.

Det skriver Børsen.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom, kan opkøbene betyde to ting:

- Den ene vinkel er, at Nordea køber aktierne, fordi de mener, at der var nogle kunder, der fik for lidt ved emissionen. Den anden er, at de holder hånden under aktien. Og jeg tror, at det er lidt af begge dele, siger Per Hansen til Børsen.

Nordea er emissionsbank for STG, hvilket indebærer en aftale om stabilisering af aktien, hvor banken garanterer en stabil aktieudvikling gennem støtteopkøb, skriver Børsen.

Aftalen tilsiger, at Nordea skal sætte op mod 400 mio. kr. af til støtteopkøb.

Per Hansen påpeger, at STG-aktien har fået en hård modtagelse på Københavns Fondsbørs som følge af dårlig timing. Aktien blev nemlig sat i handel i en periode, hvor der var store fald på de finansielle markeder. Det medførte, at aktien fra begyndelsen var for højt prissat, vurderer investeringsøkonomen over for avisen.

/ritzau/FINANS