Nordea Life & Pensions får ny chef

Gustaf Unger tiltræder den 1. august som ny chef for Nordea Life & Pensions.

Det skriver Nordea i en pressemeddelelse.

- Jeg er vældig glad for at kunne byde velkommen til Gustaf som ny chef for Life & Pensions. Gustaf er en leder med en omfattende strategisk værktøjskasse fra bank og formueforvaltning, og han har også erfaring med internationalt lederskab, siger Snorre Storset, der er leder af Wealth Management og administrerende direktør for Nordea Bank Norge.

Han efterfølger Nils Bolmstrand, som den 1. januar blev chef for Nordea Asset Management. Siden har Johan Nystedt været fungerende chef, og han vil nu vende tilbage til sin stilling som chef for Nordea Life & Pensions i Sverige på fuld tid.

Gustaf Unger er født i 1973 og har tidligere haft flere lederstillinger hos Skandinaviska Enskilda Banken.

/ritzau/FINANS