Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Brand på fabrikker, anklager om systematisk vold og beskrivelser som dødsfælder. Gennem årene er forholdene hos H&Ms underleverandører i Bangladesh blevet kritiseret fra både højre og venstre. At lønningerne, som medarbejderne får, også er lave, anerkender H&M selv - og selskabet har gennem flere år haft en ansvarlighedspolitik om at arbejde hen mod en løn, som medarbejderne i Bangladesh kan leve af.
Men hvad vil det gøre ved prisen på en skjorte i H&M, hvis underleverandørernes ansatte i Bangladesh fik en løn, som de kunne leve af? Det har storbanken Nordea sat sig for at regne ud.
Bankens chef for ansvarlige investeringer, Sasja Beslik, har netop offentliggjort disse beregninger på det sociale medie Twitter, og de viser, at en fordobling af lønnen i Bangladesh blot ville lægge 2,19 kroner til prisen på en skjorte, der på H&Ms hjemmeside koster 129 kroner.
En fordobling af lønnen til dog ikke være nok til at sikre arbejderne i Bangladesh en løn, de kan leve af. I det tilfælde vil skjorten koste 3,80 kroner mere - og altså ikke 129 kroner, men 132,80.
En medarbejder hos H&M i Bangladesh tjener ifølge Nordea 578 kroner om måneden. Det svarer til, hvad en flaskesamler i København om sommeren kan tjene på tre til fire dage ifølge et interview, som Berlingske bragte i søndags.
Til Nordeas beregninger siger Mia Møgelgaard, Sustainability Manager hos H&M:
»Det er afgørende for H&M, at de mennesker, der producerer varer for os, bliver betalt en løn, de kan leve af, som dækker deres behov og som afspejler deres kompetencer, erfaring og ansvar. Det er der ingen tvivl om. Men diskussionen omkring lønninger er kompleks og derfor er det vigtigt, at man ikke forsimpler løsningen ved at foreslå, at H&M ved at hæve prisen på vores varer med 2,19 kroner kan fordoble lønningerne for syerskerne,« siger hun.
»Typisk producerer en leverandør varer for flere forskellige brands i forskellige prisklasser, og det kan ganske enkelt ikke udledes, at højere priser i butikkerne direkte fører til højere lønninger hos syerskerne. En syerske får præcis samme løn uanset om han eller hun syr tøj for et brand, hvor en trøje koster 199 kroner eller 1999 kr. Arbejdet med at sikre højere lønninger i et land som Bangladesh kræver andre og mere holistiske løsninger,« siger Mia Møgelgaard og fremhæver, at mindstelønnen i Bangladesh er steget med 43 pct. mellem 2012 og 2016, mens den på H&Ms leverandørfabrikker er steget med 60 pct.
Nordea har gennem de seneste år profileret sig som en af de mest ansvarlige investorer i Norden. Man har blandt andet oprettet sin såkaldte »Star Funds,« hvor der kun laves etisk korrekte investeringer.