Nordea: Fokusposter overrasker positivt i kvartalet

Det er et stærkt regnskab for årets andet kvartal, som Nordea har sendt på gaden torsdag morgen, hvor fokusposterne over en bred kam har leveret bedre end ventet i markedet.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Sådan lyder vurderingen fra Jesper Christensen, analytiker hos Alm. Brand Markets, som blandt andet dækker Nordea-aktien.

- Det ser bedre ud end ventet. Væsentligt er det, at det bedre end ventede resultat er trukket op af de væsentligste poster, påpeger han over for Ritzau Finans.

Nordens største bankkoncern kom blandt andet ud af sit andet kvartal med et nettooverskud på 952 mio. euro, hvilket var en fremgang fra 686 mio. euro i samme periode sidste år.

Analytikerne havde ventet et nettooverskud på til 906 mio. euro. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

- Hvis der ses tre måneder tilbage, så kom Nordea også med et rigtig godt resultat for første kvartal, som også var bedre end ventet. Men aktien blev alligevel sendt ned, fordi nettorenteindtægterne skuffede, mens det primært var handelsindtægterne, som trak bundlinjen op, siger Jesper Christensen.

- I andet kvartal ser vi igen et resultat, der er bedre end ventet, men denne gang overrasker fokusposterne positivt. Det er gebyrerne, nettorenteindtægterne, nedskrivningerne og omkostningerne. Samlet set er det et stærkt resultat fra Nordea, lyder det fra analytikeren.

Onsdag lukkede Nordea-aktien i 88,70 kr. efter en stigning på 0,9 pct. Og efter det fornemme regnskab fra banken er der grund til at vente en stigning fra torsdagens åbning.

- Aktien skal op fra start, og den burde gerne overperforme markedet torsdag. Nu er Nordea ikke en aktie, der ligger med store udsving. Det er en forholdsvis stabil aktie, så den kommer ikke til at banke 5-10 pct. af sted, bemærker Jesper Christensen og fortsætter:

- Men den skal formentlig op med et par pct.point i torsdagens handel.

Alm. Brand Markets har i øjeblikket en "neutral"-anbefaling på Nordea-aktien samt et kursmål på 90 kr., fremgår det af Bloomberg News.