Nordea er verdens største shippingbank

Nordea har generobret positionen som verdens største bank inden for shipping med samlede engagementer på et større milliardbeløb.

Efter et år på andenpladsen er Nordea tilbage som verdens største bank indenfor shippingindustrien. Banken har været såkaldt bookrunner, hvilket vil sige ledende bank, på lån for knap 25 milliarder kr. i første halvår.

Tallene er endnu ikke offentliggjorte. Men der er så mange miliarder ned til den næste bank på listen, at Nordeas førsteplads er så godt som sikker.

"Vi har et internt mål om at være blandt de tre største banker på området, fordi det overfor kunderne betyder, at vi kan levere varen," siger underdirektør Lars Kyvsgaard.

Han oplyser, at Nordea har lånt penge til stort set alle indenfor shippingindustrien i Danmark.

"Det er vigtigt at være ind med både de store rederier samt dem, der er på vej frem. Dem, der er store i dag, var små for ti år siden," siger han.

Halvdelen af Nordeas forretninger på shippingområdet ligger i Norden og fortinsvis Danmark og Norge, mens resten ligger i den øvrige verden.

Nummer to på listen, RBS, har været bookrunner på lån for godt 17 milliarder kr.

De øvrige banker på listen tæller navne som Fortis, Citi, DnB Norbank, Credit Suisse, Deutche Bank og Lehman Brothers.