Nordea dropper Facebook-aktierne: »Undersøgelserne har afsløret en mangel på ansvarlighed«

Nordens største bank vil ikke tillade investeringer i det amerikanske selskab Facebook. Dataskandalen, som ramte 41.000 danske Facebook-brugere, får nu konsekvenser.

Nordea vender nu tommelfingeren nedad for Facebook - det er slut med investeringerne i selskabet. Arkivfoto: Eric Gaillard, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC GAILLARD

Nordens største bank, Nordea, har besluttet at droppe Facebook-aktien fra sine egne investeringer.

»Nordea har besluttet at udelukke Facebook fra Nordea Stars-fondenes investeringer. Beslutningen bygger på undersøgelser af efterspillet på Cambridge Analytica-skandalen,« oplyser Sasja Beslik, som er Nordeas ansvarlige for bæredygtige og dermed etisk korrekte investeringer, på Twitter.

Nordea Invest Stars-fondene investerer i nøje udvalgte, bæredygtige  virksomheder. Beslutningen betyder, at Nordea Global Stars-fonden, som er den eneste, der ejer Facebook-aktier, nu skiller sig af med dem. Det var ifølge det svenske dagblad Dagens Industri ved udgangen af marts aktier for omkring tre millioner svenske kroner. Nordea står registreret som ejer af over otte millioner Facebook-aktier til en værdi på omkring 15 milliarder svenske kroner.

41.000 danskeres oplysninger ulovligt lækket

For tre måneder siden, 18. marts, valgte Nordea at sortliste Facebook i tre måneder oven på dataskandalen, hvor personlige oplysninger om 87 millioner Facebook-brugere, heriblandt 41.000 danskere, uden deres tilsagn eller vidende var blevet indsamlet af det britiske analysefirma Cambridge Analytica for at blive brugt i bl.a. den amerikanske valgkamp, der bragte Donald Trump til Det Hvide Hus.

Selv om dataindsamlingen var ulovlig, greb Facebook selv ikke ind, da det sociale netværk opdagede, at det var sket.

»Undersøgelserne har afsløret en mangel på ansvarlighed i forhold til datasikkerheds-/datadelingsinfrastrukturen på platformen, mangel på gennemsigtighed og en reaktiv optræden kombineret med øget granskning fra myndigheders og aktionærers side,« hedder det i Nordeas begrundelse.

Facebook er en børsnoteret virksomhed.