Nordea: Amerikansk detailsalg tegner godt

Pæne stigninger for detailsalget i juli øger dansk økonoms optimisme.

Foto: Keld Navntoft. Nordeas cheføkonom Helge Pedersen er optimist efter pæne detailtal fra USA. Arkivfoto: Keld Navntoft
Læs mere
Fold sammen

Tirsdagens tal for detailomsætningen i USA tyder på, at privatforbruget fortsat kan agere motor for det økonomiske opsving.

Det vurderer Helge Pedersen, cheføkonom hos Nordea, i en kommentar.

Salget i detailhandlen i juli steg med 0,2 pct. i forhold til måneden før og med hele 0,5 pct., når der ses bort fra salget af biler, benzin og byggematerialer. Samtidig blev tallene for detailhandlen i juni revideret lidt op.

»Det er positivt set i lyset af de betydelige budgetopstramninger, som også USA har måttet gennemføre i år, og det indikerer sammen med stigningen i erhvervstilliden blandt de små amerikanske virksomheder til det fjerde højeste niveau siden slutningen af 2007, at USA er kommet rigtig godt ind i tredje kvartal,« konstaterer cheføkonomen.