Noma åbner udendørs restaurant i Mexico

Med den verdensberømte køkkenchef René Redzepi i spidsen åbner Noma til april en midlertidig restaurant i kystbyen Tulum ved Det Caribiske Hav i Mexico.

Fra venstre; Rosio Sanchez og René Redzepi
Læs mere
Fold sammen

Den verdensberømte danske restaurant Noma med René Redzepi i spidsen har tidligere sendt sit team af kokke, tjenere og opvaskere til Japan og Australien for at åbne såkaldte pop-up restauranter for en kort periode.

Til foråret åbner en udendørs restaurant - Noma Mexico - i mexicanske Tulum på halvøen Yucatan ved Det Caribiske Hav. Fra den 12. april til den 28. maj vil Redzepi med sit team, herunder tidligere souschef på Noma i København, Rosio Sanchez, som har mexicanske rødder, være i kystbyen.

Den udendørs restaurant vil være tæt omsluttet af junglen. Klimaet er varmt, fugtigt og uforudsigeligt.

»Det bliver vildt som det mexicanske selskab, når vi deler vores fortolkning af smagene fra et af de smukkeste lande, vi kender,« siger René Redzepi og Rosio Sanchez.

Menuen kommer inklusiv skat, service, drikkevarer, vand, te og kaffe til at koste 750 dollar eller 5.250 kr. Der bliver åbnet for reservationer på Noma Mexico på tirsdag den 6. december via Nomas hjemmeside noma.dk/mexico.

Da Noma åbnede i Tokyo i Japan 2015, var der en venteliste på 60.000 til de fire uger, hvor restauranten havde åbent. I Sydney i Australien samme år var der også en overvældende efterspørgsel efter plads på den midlertidige restaurant. Der var udsolgt i løbet af få minutter.

Den 38-årige René Redzepi har sammen med en lille gruppe, herunder den 31-årige Rosio Sanchez, der har været Nomas chefbager, rejst rundt i Mexico i seks måneder for at finde inspiration til menuen på Noma Mexico. René Redzepi har i øvrigt årligt holdt ferie i landet sammen med sin hustru og børn.

»Vi har været ude for at forstå de lokale fisk og skaldyr, for at smage nogle af de uendeligt mange udgaver af mole og generelt finde inspiration i den omfangsrige og vidunderlige kultur, som Mexico er,« siger de René Redzepi og Rosio Sanchez.

Mole er en tyktflydende mexicansk chilisauce, der er fyldig og ofte ret stærk.

Den høje pris, 5.250 kr. pr. kuvert på Noma Mexico skal sikre, at udgifterne til rejse, indkvartering og lønomkostninger det 90-personers personale fra Noma i København kan betales, siger René Redzepi til New York Times.

Den verdensberømte kok, René Redzepi, som New York Times fødevareskribent Jeff Gordinier tidligere har karakteriseret som godfather for det nye nordiske køkken, har i en årrække drevet Noma i det grønlandske-islandske-færøske kulturcenter, Nordatlantens Brygge, for enden af Strandgade. Restauranten lukker i februar og genåbner med et nyt koncept på en ny adresse på det gamle industriområde på Refshalevej på Refshaleøen senere i 2017.