Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
På stribe nedjusterer analytikerne interessen for Nokia, som kun formåede at sælge to millioner af de stærkt omtalte Lumia-telefoner med Windows Phone som styresystem - det, der er nøglen til Nokias overlevelse.
Farvel til 20 milliarder kroner
Allerede onsdag faldt Nokias værdi med 15 procent - det største fald siden maj 2011 -, og torsdag morgen fortsatte nedturen. Dermed blev der på et døgn kappet omkring 20 milliarder kroner af Nokias værdi.
Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg er Nokia blevet 70 milliarder euro mindre værd, siden Apple i 2007 kom med sin første iPhone-telefon og vendte op og ned på det etablerede mobilmarked, hvor Nokia gennem et årti havde været kongen.
»Nokias nedjustering og specielt forventningerne til årets 2. kvartal er skuffende. Nokia er ramt af hård konkurrence både i mobiltelefon- og smartphonesegmentet. Det giver anledning til bekymring, at Nokia er under pres i den billige ende af mobiltelefonmarkedet,« siger aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, som følger mobilmarkedet.
Større udfordringer end ventet
Han hæfter sig dog ved, at Nokia har lovet nye telefoner i 2. kvartal, og regner med, at de forventede prisfald vil stille Nokia stærkere i konkurrencen.
»Nokias nedjustering afspejler den store usikkerhed, der er knyttet til selskabets turnaround. Sigtbarheden er i øjeblikket ekstremt lav, og transitionen fra de gamle Symbian-telefoner til Windows Phone-modellerne har vist sig mere udfordrende, end vi havde ventet,« siger Morten Imsgard, som dog finder Windows Phone-salget på to millioner styk tilfredsstillende.
Nokias topchef gennem halvandet år, den canadiske tidligere Microsoft-direktør Stephen Elop, besluttede i februar 2011 at skrotte Nokias egen software og satse fuldt og helt på Windows Phone som »den tredje vej« frem mellem Apple- og Android-telefoner i massevis.
For både Nokia og Microsoft gælder det overlevelsen på mobilmarkedet, og hidtil har resultaterne - trods pæne anmeldelser af Nokias Lumia-telefoner - ikke været overvældende.
Sælg dog fra
Beslutningen om skiftet sendte samtidig signalet til det store verdensmarked om, at Nokias Symbian-software er på vej ud, og det slår hårdt igennem på salget - et fald, som Windows Phone-salget ikke kan bære oppe.
Analytiker Adnaan Ahmad fra Berenberg Bank undrer sig over, at Nokia ikke forsøger at sælge sin produktion af de billigere telefoner for at satse fuldtud på smartphonetelefonerne.
Nokia sælger 70 procent af sine telefoner uden for Europa og Nordamerika og mærker derfor det kraftige prispres i navnlig Asien tydeligt.
Softwarefejl i ny Lumia-telefon
Oveni slås Nokia med en nyopdaget softwarefejl på de nye Lumia 900-telefoner - Nokias svar på Apples iPhone. Fejlen betyder, at telefonen kan miste dataforbindelsen.
Det er endnu et alvorligt tilbageslag for den finske koncern, som nu nærmest forærer telefonerne væk til nye købere, indtil en opdatering af softwaren ventes klar omkring 16. april. Kunder, der køber telefonen for 100 dollars i USA, får 100 dollars gratis taletid med i købet. For Nokia er Lumia-serien nemlig en afgørende brik i forsøget på atter at få ordentligt fodfæste i Nordamerika. Derfor er fejlen meget alvorlig for Nokia.
Lumia 900 er den tredje af de hidtil fire Nokia-telefoner i Lumia-serien. Indtil videre kan den kun købes i USA.