Nokia sagsøger Apple

Mobilgiganter i kødet på hinanden. Apple beskyldes for at nasse på Nokia ved at bruge Nokia-teknologi uden at betale ved kasse 1.

Apple har krænket ti af Nokias patenter, mener den finske mobilgigant, der nu går rettens vej. Foto: Antti Aimo-Koivisto, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To af verdens mest kendte mobilproducenter er røget i totterne på hinanden, og Nokia slæber nu Apple i retten for at nasse på den finske mobilgigants mangeårige udvikling.

Nokia, som står bag to ud af hver fem solgte mobiltelefoner i verden, har sagsøgt Apple ved retten i Delaware, USA. Nokia beskylder Apple for at have krænket ti Nokia-patenter i Apples mobiltelefon, iPhone, hvis første udgave kom på markedet i 2007.

Nokia: Også Apple må betale

De ti patenter omfatter trådløse data, talekodning, sikkerhed og kryptering, og Nokia anklager Apple for »at forsøge at komme gratis med på ryggen af Nokias innovation«.

Krænkelserne gælder alle tre modeller af iPhone-telefonen. Nokia har aftaler med omkring 40 firmaer, der har betalt for at bruge Nokias teknologi, men Apple har ikke lagt en krone, og derfor må dommerens hammer falde.

»Grundprincippet i mobilbranchen er, at de selskaber, som bidrager i teknologiudviklingen til at opbygge standarder, samtidig skaber intellektuel ejendom, som andre derefter må betale for at bruge. Apple forventes også at følge dette princip,« siger Nokias direktør for patentrettigheder, Ilkka Rahnasto.

Nokia har i de seneste to årtier investeret omkring 40 milliarder euro (297 milliarder kroner) i forskning og udvikling.

Apple vil ikke kommentere søgsmålet.

Nokia presset

Nokia er også presset af finanskrisen og måtte i sidste uge fremlægge sit første kvartalsregnskab med tab. Også på markedet for avancerede mobiltelefoner, de såkaldte »smartphones«, går det tilbage. Det er ellers her, at mobilselskaberne henter pengene i øjeblikket.

Apples kvartalsregnskab kom i denne uge og viste et stort overskud, som bl.a. skyldes, at salget af iPhone-telefonerne voksede med syv procent.