Nokia og Intel sammen om software til telefoner og PCer

Mobil- og chipkongerne slår deres software sammen, så den kan bruges overalt. Det bliver som at være på steroider, lover Nokia-direktør.

Foto: ANTTI AIMO-KOIVISTO
Nokia og Intel samler nu kræfterne om et fælles, nyt styresystem, som kan bruges på mobiltelefoner, mini-PCer, tavle-PCer og TV-apparater, der kobles på Internet.

MeeGo er navnet på den nye software, som bliver den, man møder, når man fra 2. kvartal tænder for sin telefon eller ultrabærbare computer. Nokias Maemo-styresystem med iPhone-lignende effekter, som fik premiere i den nye N900-telefon, smelter nu sammen med Intels styresystem Moblin, der har været brugt på mini-PCer. Begge dele bygger på Linux. De to smelter nu sammen og skal derefter kunne bruges på et langt større udvalg af udstyr, der alle skal kunne kobles på nettet.

Som på steroider

»Det bliver et fuldt åbnet system, som enhver er velkommen til at bruge og bygge videre på. Det vil reducere kompleksiteten og fragmenteringen og skabe ét stort økosystem. Det vil betyde nye muligheder, som vi endnu ikke har set, ja, det er som at sætte al udvikling på steroider,« sagde ledende vicedirektør for Nokias udstyr, Kai Öistämö, da det nye samarbejde blev præsenteret mandag formiddag på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i det nordøstligste Spanien.

Nokia er verdens største producent af mobiltelefoner og står bag to af hver fem solgte af slagsen. Intel er verdens største producent af chips.

Begge giganter forventer, at de mange udviklere, som i dag laver programmer og funktioner til Maemo og Moblin, i fællesskab kan nærmest yde mirakler for udbredelsen af den nye brugerflade.
»I kraft af, at den kan køre på forskelligt udstyr, kan man bevare sine favoritter og yndlingsprogrammer. Der er ingen mure og ingen hegn,« slog Kai Öistämö fast.

Symbian opgives ikke

Nokias tidligere forventninger om, at 20 procent af omsætningen i år skal komme fra Maemo, gælder stadig. Nu står der blot MeeGo på etiketten.

Nokia understreger dog, at Symbian-brugerfladen, som de fleste Nokia-brugere kender, på ingen måde opgives.

»MeeGo vil leve side om side med Symbian, der fortsætter. Symbian skal bringe de avancerede mobiltelefoner ud til masserne,« siger Nokia-direktøren.

Ifølge Renée James, som er ledende vicedirektør og leder af Intels afdeling for software og service, vil der i de næste uger blive offentliggjort en række aftaler med partnere, der vil tage MeeGo i brug på deres udstyr.

Nokia og Intel indledte for otte måneder siden et samarbejde om mobilchips og open source-software.