Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Nokias økonomiske rutschetur koster nu også den finske mobilgigant posten som Finlands mest værdifulde selskab.
Efter to dages styrtdykkende aktiekurser er det pressede mobilselskab nu kun nummer tre på børsen i hovedstaden Helsinki, som det ellers har domineret i årevis.
Hvor Nokia i slutningen af 2007 var 818 milliarder kroner værd, endte markedsværdien torsdag, hvor selskabet igen måtte nedjustere forventningerne til indtjeningen, på blot 84,7 milliarder dollars. Dermed blev energiselskabet Fortum pludselig Finlands mest værdifulde selskab efterfulgt af finanskonglomeratet Sampo.
Søges: Ny, økonomisk frelser
»For første gang mangler den moderne, finske økonomi et troværdigt lokomotiv. Finland har brug for en økonomisk frelser,« skrev dagbladet Helsingin Sanomat for et år siden, da presset mod Nokias førerposition stod hele landet klart.
Da Nokia for et årti siden var størst, udgjorde selskabet fire procent af det finske bruttonationalprodukt og stod for 21 procent af alle virksomhedsskatter. I 2009 var Nokia 1,6 procent af bruttonationalproduktet, og skatteindtægterne til den finske stat var faldet til 2,6 procent.
Nokia blev grundlagt i 1865 og har produceret både papir og gummistøvler. De seneste to årtier har det dog været mobiltelefoner, som har været finnernes kendetegn.
Men så kom Apple i vejen med sin iPhone, som ændrede mobilmarkedet aldeles, og Nokia er aldrig kommet sig oven på det uventede angreb.
Samsung slår Nokia
I dag sidder Apple og Google på magten på det indbringende smartphonetelefonmarked, mens sydkoreanske Samsung netop i år har overgået Nokia som det bedst sælgende mobilmærke i verden - for første gang. Samsung slog Nokia af pinden på smartphonemarkedet i efteråret 2011 men er nu verdens største mobilproducent.
Nokia har fortsat 12.000 ansatte i Finland, men produktionen af mobiltelefonerne er på vej til Asien.