Nokia klar til ny mobilkrig

Om få uger rykker den finske mobilgigant ud med fire nye topmodeller, der skal genrejse Nokia i Danmark. Alle de nye telefoner har kraftigt dansk islæt. Et tæskehold er sendt i byen, siger teleanalytiker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fire nye Nokia-telefoner skal bringe den finske mobilgigant tilbage i førerstilling på det danske marked for avancerede mobiltelefoner. Kampen begynder i begyndelsen af november.

Her begynder Telia som det første af de fire store teleselskaber i Danmark at sælge Nokias nye topmodel, N8, der skal i krig mod smartphones som Apples iPhone. N8 får selskab af tre andre telefoner, alle med den nyeste, redesignede udgave af Nokias eget styresystem, Symbian 3. Nokia er bagud på point, fordi finnerne først nu kan levere en smartphone, der fuldt ud kan hamle op med trykbølgen fra Apple, Sony Ericsson, HTC, Samsung og de andre, som har ændret mobilmarkedet totalt de seneste par år. Derfor skal Nokias nye satsning blive en succes.

»Forventningen er helt klart at indtage en markant førerstilling på smartphones i Danmark. Der ligger et arbejde foran os, det er der ingen tvivl om. Men vi er klar og har helt tillid til, at det lykkes. Det skal det,« understreger Nokias administrerende direktør for Norden og Baltikum, Martin Pedersen.

Et tæskehold

Strategien vurderes som god af en markedskender.

»Nokia melder sig helt klart ind i krigen om telefonerne i den høje ende af prisskalaen, ikke ved at stille en stor fyr op med et stort boldtræ, nej, de har sendt et helt tæskehold i byen, som tilbyder at gøre tingene til en meget konkurrencedygtig pris. Og de næste drenge står klar i kulisserne. Det er spændende, hvad der sker i øjeblikket,« konstaterer teleanalytiker John Strand, direktør for Strand Consult.

Han sammenligner Nokia med bilproducenten Volkswagen.

»VW har Skoda og Seat i den billige ende, Folkevogn til midtermarkedet og så Audi, Porsche og Bentley. Nokia som mobilproducent dominerer fuldstændig markedet i Skoda-, Seat- og Folkevognssegmenter, står rigtigt godt i Audi-klassen, står fint i Porsche men mangler Bentley.«

»Nu kommer der avancerede telefoner til meget konkurrencedygtige priser. Og prisen er vigtig. Sony Ericssons X10 Mini og HTCs telefoner er nok de bedst sælgende i Danmark i øjeblikket, fordi priserne netop er konkurrencedygtige. Men de danske medier er gået i iPhone-selvsving, så man skulle tro, at den eneste solgte telefon i kongeriget er en iPhone,« siger John Strand.

Bredden er vigtig

Omkring 300.000 danskere har i dag en af Nokias avancerede mobiltelefoner, og Nokia-ejere er de mest trofaste, næste gang de skal have ny telefon. De fire nye telefoner er målrettet forskellige grupper: flagskibet N8 er for de mere teknologisk glade, C7 er den bredere model, C6 skal sælge på sin mindre størrelse og tykkelse, mens E7 er nyeste bud på en erhvervstelefon. Nokia forventer at sælge 50 millioner styk af de nye telefoner på verdensplan.

»Vi tror på bredde - at give folk en valgfrihed til størrelse, farve m.m. Vi tror ikke på, at en telefon passer til alle. Ingen vil have det samme. Til gengæld skal vi give oplevelsen og adskille os ved at tilbyde de rigtige tjenester. Nokia har den bedste navigation, og den er gratis, ligesom vi nu tilbyder det bedste kamera med en opløsning på 12 megapixler. Det, at kortene ligger på telefonen, betyder, at datatrafikken til og fra Nokia-telefoner er ti gange mindre end på andre telefoner. Det kan teleselskaberne lide, for de står over for kapacitetsproblemer på mobilnettene. Desuden kan vi som de eneste lade folk betale via telefonregningen, når de køber småprogrammer til 10-15 kroner,« siger Martin Pedersen.

Han forventer, at det største salg sker gennem netop de fire store teleselskaber - TDC, Telenor, Telia og »3« -, som alle har har indgået aftale med Nokia.

Langt størstedelen af Nokias Symbian-telefoner har været gennem hjernerne og fingrene hos de 1.200 ansatte i Nokia Danmark, som er den største udenlandske udviklingsafdeling i Danmark.

1,3 milliarder mennesker bruger en Nokia-telefon, og hver dag sælges 260.000 avancerede telefoner med Nokia-mærket, til dato i alt 300 millioner, hvoraf de 200 er i brug.