Nokia klar med gratis navigation

Mobilgiganten går til angreb på TomTom og Garmin med gratis navigation fra mobiltelefonen.

Nu ligger kortet i mobiltelefonen. Nokia gør sin korttjeneste gratis. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mobilgiganten Nokia vil følge i Googles fodspor og tilbude gratis navigation på mobiltelefonerne.

Al fodgænger- og kørselsnavigation bliver fremover gratis som en del af den nye Ovi Maps, som kan hentes hos Nokia og er rigget til, så den passer på en mobiltelefon.

Dækker 74 lande

Den nye udgave rummer alle grundlæggende funktioner til bil- og fodgængernavigation, heriblandt anvisninger sving for sving i 74 lande på 46 sprog, trafikoplysninger i over 10 lande og detaillerede kort, der dækker flere end 180 lande.

Nokia købte i 2008 Navteq, som producerer digitale kort, for 8,1 milliarder dollars. Men efter at Google rykkede ind på mobilmarkedet gennem sit styresystem Android, har alle Motorola-telefoner med det på i USA gratis kunnet navigere rundt.

Den gratis navigation vil virke på 20 millioner mobiltelefoner. Det vil skade de store spillere på markedet for navigation, TomTom og Garmin. Men det koster også i pengekassen hos Nokia selv, der havde forventet, at en tredjedel af indtægterne på to milliarder euro på forskellige tjenester næste år skulle komme fra navigation.

Forinstalleret fremover

Ovi Maps kan hentes til ti Nokia-mobiler, heriblandt N97 mini, 5800 XpressMusic og E72. I løbet af få uger udvides muligheden til flere avancerede mobiltelefoner.
Fra marts 2010 vil Ovi Maps være installeret på forhånd i telefonerne.

Nokia stiller det hele gratis til rådighed, men teleselskaberne kan kræve penge for datatrafikken. Kortene kan gemmes på Nokia-telefonen, så de ikke kræver konstant forbindelse og dermed også batteriforbrug. Navnlig i udlandet, hvor datatrafik er ofte særdeles bekostelig, er det afgørende.

Fodgængerkortene dækker 100 byer, ligesom der er 6.000 3D-kort for over 2.000 byer.