Nokia gør klar til kamp mod iPad

Mobilgiganten vil til efteråret være klar med sit svar på Apples tavle-PC, iPad.

Mobilgiganten Nokia og chipproducenten Intel offentliggjorde i februar i år, at de går sammen om et nyt styresystem til små computere og mobiltelefoner, MeeGo. Det bliver sandsynligvis indmaden i en Nokia-konkurrent til Apples iPad. Foto: Josep Lago, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Verdens største mobilproducent gør klar til at tage kampen op mod Apples nyeste produkt, tavle-PCen iPad. Nokia vil være klar til efteråret med sit bud.

Frygten er nemlig, at Apple med sin seneste dims vil æde sig ind på markedet for avancerede mobiltelefoner, når først iPad senere kommer med indbygget adgang til mobilnettet. I dag kan iPad kun koble sig på Internet via trådløse forbindelser.

Klar til en efterårspremiere

»Hele distributionsnettet er ved at blive gjort klar til en efterårspremiere. Den skal være på hylderne i september-oktober for at kunne imødekomme efterspørgselen op til ferieperioden,« siger analytiker Ashok Kumar fra Rodman and Renshaw til nyhedsbureauet Reuters.

Nokia selv vil ikke kommentere forlydenderne.

iPad er en mellemting mellem en bærbar computer og en stor, avanceret mobiltelefon med en stor, berøringsfølsom og glasklar skærm uden tastatur. Den er designet til at skulle kunne bruges som elektronisk boglæser, gå på nettet med og spille spil på. Den kan ikke bruges som telefon men ligner i øvrigt Apples mobiltelefon, iPhone, på mange måder.

Ifølge Apple er der i påskeweekenden solgt 300.000 iPad-computere.

Sandsynligvis med MeeGo

Nokia lancerede sidste år sin første bærbare computer. Hidtil har mobilgiganten holdt sig til telefonerne. Der står Nokia på to af hver fem solgte mobiltelefoner i verden i dag. Nokia har dog tidligere lavet en Internet-tavle-PC, som ikke var en mobiltelefon.

Flere analytikere tror, at Nokias bud på en tavle-PC vil komme med det Linux-baserede styresystem MeeGo, som Nokia og chipproducenten Intel præsenterede sammen på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona for halvanden måned siden.