Nokia-fabrik kom i klemme og lukker nu

Skattestrid forhindrede Microsoft i at overtage mobilfabrik i Indien.

Nokias mobilfabrik i Sriperumbudur, 80 km sydvest for Chennai, bliver nu lukket om mindre end en måned. Arkivfoto: AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: STRDEL

Nokia lukker nu den mobilfabrik i Indien, som på grund af en skattestrid med de indiske myndigheder ikke kom med i salget, da Microsoft tidligere i år købte den finske mobilgigants mobilproduktion.

Fabrikken i Sriperumbudur i Chennai, som var en af Nokias største mobilfabrikker, lukker 1. november, og de 1.100 tilbageværende ansatte siges op. Nokia har ikke længere brug for den, efter at Microsoft overtog resten af mobilproduktionen. Nokia er i dag udelukkende producent af mobiludstyr til netværk, ligesom Nokia fortsat driver landkorttjenesten Here (tidligere Nokia Maps).

Salget til Microsoft blev afsluttet 25. april, men en strid med de indiske skattemyndigheder betød, at fabrikken i Chennai ikke kom med i handelen. Indien mener, at Nokia skylder 2,3 milliarder kroner i skat for at sælge nogle af produkterne i Indien i stedet for at eksportere dem. Da spørgsmålet ikke så ud til at kunne løses hurtigt, valgte Nokia og Microsoft at skrive fabrikken ud af aftalen.

Microsoft drosler ned

Nokia har haft fabrikken siden 2006, og derfra er der blevet eksporteret telefoner til Mellemøsten, Afrika, Asien, Australien og New Zealand. Det er især Nokias prisbilligere Asha-serie, der har været i produktion i Chennai. Men Microsoft valgte for nylig at drosle Asha-serien ned til fordel for flere Lumia-telefoner med Windows som styresystem.

Ifølge The Times of India valgte omkring 5.000 af de 6.600 fastansatte på Chennai-fabrikken i marts en frivillig fratrædelse.

Skattesagen skal behandles i Indiens højesteret, og Nokia lover at gøre sit bedste for, at de ansatte rammes mindst muligt af lukningen.

Microsoft betalte i april 40,5 milliarder kroner for Nokias mobilforretning.