Nokia byder nu formelt på Alcatel-Lucent

Nokia offentliggjorde onsdag et formelt tilbud på Alcatel-Lucent på 15,6 mia. euro, godt 116 mia. kr.

Foto: BENOIT TESSIER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Målet med opkøbet er at gøre de to selskaber i stand til at konkurrere ved at kombinere deres ekspertise inden for telekommunikations- og internetudstyr.

Det skriver avisen Wall Street Journal.

Overtagelsen af franske Alcatel-Lucent er Nokias seneste forsøg på at skabe en såkaldt one-stop shop for televirksomheder og internetudbydere, der har til formål at samle en lang række forskellige produkter på et sted, og således øge både kundeservicen og muligheden for mersalg.

- Markedet ændrer sig hurtigt, hurtigere end man lige regner med, og for at tilfredsstille kunderne, der bliver mere konvergerede, skal man kunne fremvise en fyldestgørende portefølje, udtaler Rajeev Suri, Nokias administrerende direktør, til the Wall Street Journal.

Med det forestående samarbejde mellem de to virksomheder håber Nokia på at kunne måle sig med nyere spillere på markedet, deriblandt kinesiske Huawei Technologies. Tidligere på måneden meddelte den svenske rival Ericsson planer om at indgå i en lignende alliance med Cisco Systems, der ligesom Nokia, har haltet bagefter konkurrenterne på smartphone området.

Nokia luftede allerede sine planer om at overtage Alcatel-Lucent i april, og handlen forventes at finde sted allerede i begyndelsen af næste år.