Nokia benægter 100 milliarders købstilbud på hoppende amerikansk aktie

Foto: © Dado Ruvic / Reuters.
Læs mere
Fold sammen

Nokia afviser meldinger i amerikanske medier om, at selskabet skulle være på vej til at byde på selskabet Juniper Networks, der ligesom finnerne producerer udstyr til telenetværk.

Nokia skriver i en meddelelse, udsendt kl. 2.20 i nat lokal tid i Finland, at selskabet normalt ikke kommenterer markedsrygter, men på grund af de meget specifikke oplysninger, bragt frem af CNBC, har det alligevel en udtalelse:

»Nokia er ikke i øjeblikket i forhandlinger med eller i gang med at forberede et bud på Juniper Networks med henblik på at købe det selskab,« lyder det fra Nokia.

Ifølge CNBC var Nokia på vej med et bud på 16 mia. dollar, svarende til 100 mia. kr., på Juniper, for at slå de to forretninger sammen.

De meldinger fik Juniper, som ved børslukketid var værdisat til 11,1 mia. dollar, til at stige op mod 25 pct. i eftermarkedet i USA. Oven på Nokias afvisning skulle aktien dog være faldet tilbage til en kurs omkring udgangspunktet, skriver Bloomberg News.