Nøl med iværksætterselskaber er snart fortid

Både Erhvervsstyrelsen og erhvervs- og vækstministeren får kritik for ventetid ved oprettelse af iværksætterselskaber. Ny IT ventes snart at afhjælpe problemet.

Erhvervs- og vækstminis­ter Henrik Sass Larsen (S) forklarer i et skriftligt svar, at det var vigtigere at give mulighed for at etabelere iværksætterselskaber end at vente, til IT-systemerne var på plads. Arkivfoto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sløje IT-systemer er årsagen til, at der i første halvår har været længere ventetid ved oprettelsen af et iværksætterselskab (IVS) end eksempelvis et anpartsselskab (APS). Nu lover både Erhvervsstyrelsen og erhvervs- og vækstministeren bedring.

Der blev åbnet for registrering af den nye virksomhedstype ved årsskiftet, som blandt andet adskiller sig ved ikke at kræve en kassebeholdning på 50.000 kroner, som en oprettelse af et APS gør. Derfor er IVSerne også blevet kendt som »enkronesselskaber«, da det er mulig at stifte dem uden kapital. Allerede kort tid efter, at der blev åbnet for registreringen af IVSer, kom den første kritik af ventetiden. Erhvervsstyrelsen varslede selv, at der kunne være op til otte ugers ventetid, hvilket skal sammenlignes med, at andre selskabstyper ofte kan oprettes på få dage og nogle gange få timer.

Derfor fik ordningen hårde ord med på vejen på både iværksætter-debatforaer på internettet og blandt advokater.

Midt i juni valgte Venstres iværksætter- og innovationsordfører Jakob Engel-Schmidt så at stille et § 20-spørgsmål til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), for at få afklaret, om ministeren fandt ventetidsforskellen rimelig. Svaret fra erhvervs- og vækstministeren afslører, at en løsning på ventetidsproblemet nærmer sig.

»Erhvervsstyrelsen gennemfører i disse år en omfattende modernisering af deres registreringssystemer, og som led heri udvikles en ny digital indberetningsløsning, sådan at også et iværksætterselskab, forventeligt inden udgangen af 2014, kan oprettes via straks-registrering,« skriver Henrik Sass Larsen i svaret på § 20-spørgsmålet.

Erhvervsministeren forklarer også i svaret, at IT-strukturen, der skulle understøtte IVS-registreringen, ikke var på plads fra begyndelsen, og at det derfor har krævet manuelt arbejde og dokumentation i papirform at behandle ansøgningerne. Det var dog helt bevidst, at ministeren satte gang i registreringerne, selv om IT-arkitekturen ikke var på plads.

»Vi kunne have ventet med at lade lovændringen træde i kraft, indtil der var mulighed for at oprette et iværksætterselskab digitalt, men for regeringen var det vigtigt – så hurtigt som muligt – at give de danske iværksættere mulighed for at oprette denne nye type selskaber, uanset at dette i en overgangsfase betyder, at oprettelsen kun kan ske ved brug af papirblanketter,« skriver Henrik Sass Larsen.

Besynderligt

Trods udsigten til, at der kommer en løsning inden for en overskuelig fremtid, mener Venstres iværksætter- og innovationsordfører, at hele introduktionen af iværksætterselskabet må betegnes som »uhensigtsmæssig«.

»Det er hverken særlig imødekommende eller ambitiøst, at der skal gå et år, før det offentlige IT-system kan imødekomme simpel selskabsoprettelse. I dag kan man jo oprette et ApS og et A/S på få timer – eller maksimalt to dage. Derfor er det besynderligt, at et iværksætterselskab, hvor kapitalindskuddet blot er en krone, skal tage op til otte uger. Det var næppe intentionen,« siger Jakob Engel-Schmidt og tilføjer:

»Slutlinjen er, at det er til gene for iværksættere, der kan skabe vækst, nye produkter og arbejdspladser. Det er mere end uhensigtsmæssigt, at de offentlige IT-systemer bliver stopklodsen.«

Med lidt held ser det dog ud til, at Jakob Engel-Schmidt og Henrik Sass Larsen kan stikke hinanden næven og slutte fred meget snart.

Adspurgt oplyser Erhvervsstyrelsen, at man håber på, at de nye IT-systemer allerede kan være færdige og i drift i efteråret.

Styrelsen oplyser samtidig, at ventetiden på oprettelse af et iværksætterselskab p.t. er på cirka tre uger, og at det faktisk har været den omtrentlige ventetid i lang tid. De otte ugers ventetid, der har været kritiseret fra flere sider, var den maksimale ventetid, man kunne komme ud for.

Den blev sat for at tage hensyn til en forventet bølge af ansøgninger efter årsskiftet. I realiteten har ventetiden aldrig været i nærheden af de otte uger, lyder det fra Erhvervsstyrelsen.