NKT vinder ordre på 670 mio. kr.

NKT skal levere kabler til havmølleprojektet Borssele. Fold sammen
Læs mere
Foto: NKT/J.Ellebo

NKT har vundet en ordre på levering af højspændingskabler til en værdi af 670 mio. kr. til havmølleprojektet Borssele.

Det fremgår af en meddelelse.

NKT fik i november 2016 en ordre på levering og installation af eksportkabelsystemerne til Borssele Alpha transmissionssystemet og fik dengang også en option på Borssele Beta-projektet - en ordre, som altså nu er kommet i hus.

Ifølge ordren skal NKT stå for eksportkabelsystemerne, i alt 138 kilometer højsspændingskabler, til det hollandske transmissionssystem Borssele Beta fra Tennet. Leveringen ventes i slutningen af 2019.

»Jeg er meget tilfreds med, at vores lange samarbejde med Tennet nu resulterer i en ordre på Borssele Beta projektet, og at vi anses som en stærk partner på løsninger til realisering af mål for vedvarende energi,« siger administrerende direktør for NKT Michael Hedegaard Lyng ifølge meddelelse.

Kontrakten er tildelt i et konsortium med VBMS, der står for installationen.

De kommende havvindmølleparker Borssele 3 og 4 skal forbindes til netværket via Tennets Borssele Beta-system. Havmølleparken ligger i Nordsøen cirka 20 km ud fra kysten ved den hollandske region Zeeland.

Når hele Borssele havvindmølleområdet tages i brug, vil det have en kapacitet på to gange 700 megawatt.