NKT vil skrue op for opkøbsappetitten hos Nilfisk

Det langsigtede mål i planen er at sikre en organisk vækst på 2-3 pct.

Læs mere
Fold sammen

Producenten af rengøringsmaskiner Nilfisk investerer "benhårdt i vækst" i sin nye strategiplan "Accelerate", som det NKT-ejede selskab lancerede i første kvartal. Det siger NKT's koncerndirektør Michael Hedegaard Lyng, som samtidig understreger, at en del af væksten skal hentes gennem opkøb.

- Hovedpunktet er, at vi går ud og investerer benhårdt i vækst. Det har vi i øvrigt gjort i en periode, og det er også det, der nogen gange rammer vores indtjening lidt negativt, for det koster altså nogle penge at investere. Men vi vil investere og vokse den her forretning mere end markedet vokser, siger Michael Hedegaard Lyng til Ritzau Finans.

Det langsigtede mål i planen er at sikre en organisk vækst på 2-3 pct. over væksten i bruttonationalproduktet (BNP) og et afkast af den investerede kapital på 18-19 pct.

- Noget af den omsætningsvækst, vi godt vil have, skal vi også have via akkvisitioner. Så vi vil have væsentlig mere appetit på at købe virksomheder op, når vi finder nogen, der er egnede, siger Michael Hedegaard Lyng.

Han opdeler akkvisitionsmulighederne i to typer, hvor det ene er salgskanaler og det andet produkter, der passer ind i selskabets produktportefølje.

- Vi kigger på begge typer akkvisitioner - både noget, der kan komplementere på produkt-siden, hvor vi i forvejen er stærke, men hvor man godt kan udvide på nogle segmenter, men vi kigger også på salgskanal-siden, hvor vi kan få en bedre markedsdækning i markedet, og hvor vi måske ikke er så stærke, som vi godt kunne tænke os at være, siger Michael Hedegaard Lyng.

Der er ikke sat et eksakt beløb af til opkøb, men ifølge NKT-chefen har selskabet "ganske mange milliarder" at skyde med, hvis der finder egnede kandidater.

/ritzau/FINANS