NKT tager stort skridt mod kabelordre på 130-170 mio euro

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: NKT/J.Ellebo

NKT er blevet valgt som foretrukken leverandør af eksportkabelsystemer til det skotske havvindmølleprojekt Moray East.

Der er tale om et projekt, der kan munde ud i en kontrakt til en værdi af 130 til 170 mio. euro, eller 970 til 1270 mio. kr., oplyser NKT i en meddelelse.

»En Preferred Bidder Agreement er et afgørende skridt hen imod en endelig ordre, som er betinget af afsluttende forhandlinger om EPC-kontrakten (projektering, indkøb og konstruktion), og af at projektejeren træffer endelig beslutning om finansiering af havvindmølleparken,« skriver NKT.

Opgaven omfatter levering af 185 kilometer offshore eksportkabler, installation udført af kabeludlægningsskibet NKT Victoria samt nedgravning af kablet, skriver NKT.

Afgørelsen om finansiering af parken ventes i efteråret 2018, og installation af kablet ventes indledt i 2020. Projektet udvikles af Mowel, der er ejet af EDP Renováveis og Engie.

»Valget af NKT til Moray East-havvindmølleparken bekræfter vores førende position i offshore vind-segmentet. Det understreger også, at vores teknologisk avancerede nøglefærdige løsninger, vores ekspertise og projekthåndtering er anerkendt ikke kun af eksisterende kunder, men også af nye samarbejdspartnere som Mowel,« siger NKT's administrerende direktør, Michael Lyng Hedegaard, ifølge meddelelsen.

Moray East-havvindmølleparken planlægges opført ud for den skotske nordøstkyst og vil levere strøm til mere end 950.000 i England, når den er fuldt operationel i 2021.

/ritzau/FINANS