NKT nedjusterer indtjeningsforventningerne for helåret

NKT Holding havde tilbagegang på toplinjen og har måttet nedjustere indtjeningsforventningerne til hele 2015.

Foto: MORTEN JUHL


Koncernomsætningen faldt til 3900 mio. kr. fra 3946 mio. kr. i tredje kvartal sidste år, og den organiske vækst er opgjort til minus 4 pct. Det operationelle EBITDA-resultat blev imidlertid forbedret til 276 mio. kr. fra 270 mio. kr. året før.

 

Fordelt på divisionerne har Nilfisk måttet sænke forventningerne til indtjeningen, mens Cables er gået tilbage.

Nilfisk-divisionen for rengøringsmaskiner kom ud af tredje kvartal 2015 med en omsætning på 1718 mio. kr. og et overskud af primær drift (EBITDA) på 160 mio. kr.

Dermed løftede divisionen omsætningen, som i samme periode sidste år var på 1559 mio. kr., mens EBITDA steg fra 141 mio. kr.

Selvom både omsætningen og EBITDA-resultatet voksede, er marginerne dog svagere end ventet. EBITDA-marginen landede på 9,3 pct. i tredje kvartal, og den lavere margin bidrager til, at Nilfisk-Advance må nedjustere forventningerne til helåret.

Nilfisk venter nu en operationel EBITDA-margin på 10 pct. Her var der tidligere ventet en operationel EBITDA-margin på 10,7 pct. for helåret.

De svage marginer i NKT Cables har bidraget til en nedjustering for hele NKT Holding.

NKT venter nu en operationel EBITDA-margin i standardmetalpriser på op til 9,2 pct. Tidligere ventede selskabet en operationel EBITDA-margin på 10,1 pct. Forventningen til en organisk vækst på 3 pct. er dog uændret.

I NKT Cables ventes fortsat en organisk vækst på 5 pct. og en operationel EBITDA-margin på 9,0 pct.

NKT Holdings kabeldivision, NKT Cables, havde tilbagegang i tredje kvartal, da divisionen omsatte for 1470 mio. kr. målt i standardmetalpriser, hvilket udmøntede sig i et operationelt driftsresultat (EBITDA) på 109 mio. kr. I samme periode året før var omsætningen 1657 mio. kr. og EBITDA-resultatet på 134 mio. kr.