NKT involveret i potentielt søkabelprojekt

En ordre kan være på vej for NKT, som tirsdag bekræfter informationer i markedet om, at det er involveret i et potentielt søkabelprojekt.

Foto: JAKOB DALL. Kabelproduktion hos NKT
Læs mere
Fold sammen

Projektet går under navnet Gemini og er et konsortium ledet af Typhoon Offshore B.V.

- NKT kan bekræfte involveringen, og såfremt det udmønter sig i en endelig og ubetinget ordre, vil NKT straks informere markedet herom gennem en særskilt selskabsmeddelelse, skriver NKT i en meddelelse.

Gemini omfatter to offshore vindmølleprojekter (Buitengaats og ZeeEnergie) på samlet 600 megawatt, som planlægges opført i hollandsk farvand. Ifølge en beskrivelse af projektet skal der til vindprojekterne anvendes 110 km. HVAC-kobberkabler, og Gemini anfører i den forbindelse NKT som leverandør.

Som vindmølleleverandør er i øvrigt valgt 150 møller fra Siemens af typen SWT 4.0-130, viser projektets tekniske specifikationer. Konstruktionen af vindmølleprojekterne er estimeret til at starte i 2./3. kvartal 2014, og projekterne ventes idriftsat i fjerde kvartal 2016. Projektets samlede investering er estimeret til 2,4 mia. euro.