Nintendo skuffer voldsomt med nye forventninger

Den japanske spilproducent Nintendo, der blandt andet er kendt for Super Mario-brødrene og Wii-konsollen, havde et svært fjerde kvartal 2015/16, og selskabet skuffede også voldsomt med forventningerne til det nye år.

Foto: TOSHIFUMI KITAMURA. Arkivfoto: Nintendo's Mario.
Læs mere
Fold sammen

Omsætningen i fjerde kvartal var ellers ganske pæn med 78,8 mia. yen mod ventet 76,6 mia. yen blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det kunne dog ikke ændre ved, at Nintendo noterede sig et underskud på 24,1 mia. yen i fjerde kvartal. Ser man på hele regnskabsåret var der omvendt tale om et overskud på 16,5 mia. yen.



I regnskabsåret 2016/17 venter Nintendo en omsætning på 500 mia. yen mod analytikernes forventninger om 624,2 mia. yen. Heller ikke for driftsresultatet og nettoresultatet kunne Nintendo leve op til analytikernes forhåbninger med forventninger om henholdsvis 45 mia. yen og 35 mia. yen på de to poster.

Analytikerne havde inden regnskabet regnet med et driftsresultat på 66 mia. yen og et nettoresultat på 44 mia. yen.

Det japanske aktiemarked lukkede klokken 8.00 dansk tid, og dermed er reaktionen på regnskabet endnu ikke indregnet. I onsdagens handel - og altså inden regnskabets offentliggørelse - faldt Nintendo-aktien med 0,9 pct. til 16.520 yen.