Nintendo går glip af julehandel for over 6 mia.

Problemer med at levere spillekonsollen Wii betyder mistet julehandel for milliarder. Nogen mener, at Nintendo bevidst holder igen.

Nintendos amerikanske topdirektør afprøver Nintendos spillekonsol Wii. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bob Riha
Mangelen på spillemaskinen Wii kan koste den japanske fabrikant Nintendo 6,75 milliarder kroner i julehandelen.

Nintendo kunne sælge dobbelt så mange Wii-spillekonsoller som de 1,8 millioner, der ryger over disken hver måned - hvis ellers Nintendo kunne følge med efterspørgselen. Det anslår senioranalytiker James Lin fra MDB Capital Group over for den britiske avis The Times.

Nintendo mangler komponenter fra sine leverandører og kan derfor ikke levere maskiner nok. Men både analytikere og mange kunder mistænker selskabet for at holde igen med forsyningerne for at fastholde interessen for det nyskabende produkt - en tanke, som Nintendo selv afviser.

Den hvide Wii-konsol konkurrerer med Sonys Playstation og Microsofts Xbox 360 om det kraftigt voksende spilmarked. Nintendo har forhøjet sine forventninger til Wii-salget i år til 17,5 millioner maskiner mod oprindelig 14 millioner. Der er solgt dobbelt så mange Wii-maskiner som både Playstation 3 og Xbox 360 i år.